Torsdag eftermiddag løb arrangementet Dialog-ik’ af stablen i Foreningernes Hus i Gellerup. Unge af anden etnisk baggrund mødtes med virksomheder for at blive mere afklaret i forhold til uddannelse og ikke mindst for at diskutere usagte forventninger og fordomme. Dialog-ik’ bød på workshops, konkurrencer og panel-dialog, hvor ingen spørgsmål var forbudte.

Klokken er nær ved kvart i fire, og den store sal i Foreningernes Hus summer af liv. Omkring hundrede forventningsfulde unge er mødt op for at komme i dialog med virksomheder. Ordstyreren har netop meddelt, at det er tid til at gå ud og møde de virksomheder, man har en interesse i.

Repræsentanter fra tyve virksomheder er stillet op for at gå i dialog med de unge. De står og venter bag cafeborde bagerst i salen, mens de unge stimler sammen om bordene for at høre mere. Efter seks minutter ringer en klokke, og de unge bliver bedt om at gå hen til næste bord.

Tilst Auto er en af virksomhederne. De har mødt et par potentielle arbejdsdrenge og lærlinge blandt dem, som de har talt med i dag.

”Desværre kan vi ikke ansætte piger, da de skal have særskilt omklædningsrum, og det har vi simpelthen bare ikke plads til på værkstedet. Der har ellers været piger, der har henvendt sig,” forklarer en repræsentant fra Tilst Auto.    

Ønsker et fritidsjob
I pausen en time senere får vi kontakt til et par unge for at finde ud af, hvorfor de har meldt sig til arrangementet i dag.

19-årige Dear Jittatiangtume sidder ved et bord i kaffestuen og får en sandwich inden paneldiskussionen.

”Jeg er med i dag, fordi jeg meget gerne vil finde et fritidsjob. Jeg har forsøgt at finde et job uden held og håber meget på, at jeg i dag kunne være heldig,” forklarer hun.

Dear lyder ellers at have styr på det hele, hvad angår uddannelse og fremtid. Hun vil være designer og har allerede planlagt vejen dertil i detaljer. Først gennemføres handelsgrunduddannelsen, så Teko for så til sidst at nå til målet ’at blive designer’. Dear kom til Danmark fra Thailand som barn. Hun er vokset op i Gellerup, men er flyttet hjemmefra for ikke så længe siden for at lære at stå på egne ben.      

Maler eller elektriker

17-årige Ali Tavan har boet tretten år i Gellerup, men bor nu i Åbyhøj og går på Århus Produktionsskole på Katrinebjergvej.

”Jeg vidste godt lidt om de forskellige uddannelser, og hvad jeg kunne tænke mig. Men ville alligevel gerne høre lidt mere, da jeg stadig ikke har besluttet mig. Jeg har talt med Dansk Metal og med Politiet, desværre er jeg ikke høj nok til at blive politimand, da man skal være 1,72, og jeg kun er 1,67. Jeg ved dog, at det skal være noget inden for håndværksfaget, maler eller elektriker, derfor regner jeg med at tage på Teknisk Skole efter produktionsskolen,” forklarer Ali.   
De to unge lyder forholdsvis afklarede i dag. Shaqo Juniors arrangement gav dog de etniske unge en mulighed for både at føle sig mere sikre i deres fremtidige uddannelsesvalg, for at finde et fritidsjob, og ikke mindst for at nedbryde nogle af de fordomme og barrierer, der kan være mellem virksomheder og unge af anden etnisk baggrund. 
Shaqo Junior

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.