Områdechef Jes Jørgensen finder det ganske naturligt, at de meget omtalte busbørn, der køres fra vestbyen til modtageskoler, har mulighed for at blive ringet op af deres forældre, mens de sidder i bussen. Portalen har beskrevet, at nogle børn har fået flere dages forbud mod at tage med bussen, angiveligt fordi de har talt i deres telefon eller skrevet beskeder.
"Det er nu meget almindeligt, at forældrene kan komme i kontakt med deres børn, også i bussen," siger Jes Jørgensen, som er områdechef frem til 1. marts.
"Men," understreger han i en samtale med borgerportalen: "har forældrene rejst problemet over for modtageskolen? Det er vanskeligt for os at forholde os til noget, som vi ikke har hørt om i systemet."
Jes Jørgensen understreger, at modtageskolen har ansvaret for børnenes transport til skolen, og de har forskellige ordninger med, om der kan køre en voksen med i bussen til at sørge for ro og orden. På nogle skoler kører en voksen med i starten af skoleåret, mens chaufføren resten af året er alene med børnene. Det betyder, at chaufføren må indføre skrappe regler, så der ikke er for meget uro på den lange bustur.
Sprogløft, men …
Tvangsspredningen af børn, der ikke består sprogscreeningen, er ikke billig – sidste år kostede den Aarhus Kommune 13 mio. kr. En evaluering beskrev, at de fleste børn har fået et sprogligt løft, mens det for en fjerdedel af børnene ikke var tilfældet. Dertil kommer busningen, som ikke er uden problemer, og det, at børnene ikke har skolekammerater i deres eget nærområde.
Foreningen af skolebestyrelser i Århus, nævnte på det seneste årsmøde, at "… vores busning af to-sprogede blev mødt med hovedrysten af internationale eksperter – vi må finde bedre løsninger."
Der findes ingen nemme løsninger
Til det siger områdechefen:
"Der findes ingen løsninger, der ligger lige for. Da vi havde Nordgårdskolen, var der en del forældre, der valgte den fra – også selv om bemandingen på skolen var meget højere end på andre skoler."
Jes Jørgensen siger, at busningen af børnene er dyr, så også af den grund er man interesseret i, at den foregår så tilfredsstillende som muligt. Derfor følger kommunen op, hvis skoler og forældre melder om problemer med ordningen.