De 20-25 politikere og embedsmænd, der tog imod den to-kvindes delegation fra Toveshøj, var ikke afvisende over Toveshøjs bekymringer og kritikpunkter over busningen.
"Politikerne var meget åbne og virkede meget seriøse, og vi fik en melding fra børn- og ungerådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) om, at vores ide om et dialogforum og udvalg var en rigtig god ide. Han vil kontakte os om dette," siger Anett Sällsäter Christiansen fra Familienetværket.
Hun og Ilham Mohamed – formand for Familienetværket – blev spurgt om en række ting – blandt andet:
"Om det kunne være en ide at have en pædagoguddannet ledsager fra skolen, som samtidig har stort kørekort? Vi svarede, at det ville være en mulighed, men man skal ikke blande chaufførens rolle og en voksen sammen.
"Om forældrene havde klaget over aflysninger og uro? Vi spurgte tilbage, hvor de skulle klage henne? Man bliver sendt rundt i systemet, og ingen vedkender sit ansvar."
Man kan ikke bare flytte
"Om man ikke bare kunne flytte med sit barn til modtageskolen? Nej, manges netværk er her i området, og mange har ikke anden familie. Det bliver svært at få nogen til at hjælpe med at passe børnene, som man gør nu hvor man hjælper hinanden, og mange har arbejde og kan bare ikke altid flytte."
"Om hvor meget fællesskab man som forældre har med de andre forældre i ens børns klasse?"
" Det er meget begrænset," siger Ilham Mohamed: "Jeg kender ikke en gang alle navnene på min datters klassekammerater og kender kun få af deres forældre. Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at få et bedre kendskab, men når jeg ikke selv kan bringe og hente så mister jeg meget af denne vigtige kontakt."