Der har været møder og afstemninger om helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj, og antallet af medvirkende har været meget lavt. Faktisk har kun ca. 6 procent af alle lejligheder i de to boligområdet været til møderne og stemt. Derfor har jeres udsendte været på gaden for at høre, hvad beboerne synes om helhedsplanen, og hvorfor de ikke tror folk kommer til møderne.
I Bazar Vest møder vi Alaa Mohamed, som har travlt med kunder i sin shawarmabar. Han har ikke været til nogle møder om helhedsplanen. Han holder sig informeret om helhedsplanen både på nettet og via det materiale der er blevet udleveret.
”Jeg synes at det er kritisabelt, at man ikke har spurgt folk personligt evt. ved at ringe på døre, så man kender det reelle svar. Havde man det, ville halvdelen have sagt nej. Desuden burde der have været mere information på arabisk og andre sprog. Mange beboere forstår ikke dansk ordentligt og hører derfor kun rygter fra andre”.
På trods af, at han ikke har været til møder, synes han alligevel, at helhedsplanen er godt for området og finder det bliver spændende at se, hvordan slutresultatet bliver.
"Det hele er et skuespil"
Ved siden af Alaa Mohameds shawarmabar sidder en stor gruppe mænd og spiser. En af dem er Fadi Osman. Han har ikke været til nogen af møderne og gider heller ikke tage stilling til det. Han mener, at det hele er skuespil:
”Planen er lagt for længe siden, og det gør ingen forskel, om vi stemmer eller ej,” siger han opgivende. Derfor er han heller ikke overrasket over, at så få er mødt op til møderne. Hans venner omkring ham deler hans synspunkter. De er enige om, at der mangler informationer om helhedsplanen, men har samtidigt ikke selv gjort noget for at indhente informationer.
Sproget er en hindring
Vi møder Fadumo Farah i Foreningernes Hus. Hun har været til mødet i november, men ikke det seneste. Hun stemte nej til helhedsplanen, fordi hun synes Gellerupparken er god som den er. Hun synes ikke, at der har været god nok information til beboerne om helhedsplanen, og måske derfor møder en del ikke op til møderne. Hun tror også, at folk har travlt og måske ikke kan få passet deres børn, og derfor undlader at komme til møderne.
Hun er overrasket over at få at vide, at der bliver tilbudt tolkebistand og børnepasning på møderne. Selvom hun er imod helhedsplanen, mener hun, at den vedkommer alle i området, fordi det er deres område, det drejer sig om.
Manglende information er den primære grund
Hvis man ser på svarene fra de mennesker, der er adspurgt, nævner de, at der ikke har været nok information til dem om helhedsplanen. Det gælder information på deres eget sprog og det, der bliver delt ud i postkasserne eller hænger i opgangen.
Samtidig ser det dog ikke ud til, at folk selv har gjort tilstrækkeligt, for at få de informationer de ønsker. Så der er stadig en del udfordringer for boligforeningen og Gellerupsekretariatet i den næste periode, når de skal informere beboerne om, hvad der skal ske i deres boligområde.