Beboerne i Gellerupparken og Toveshøj kan glæde sig til næste nummer af Skræppebladet, som udkommer 1. september. Her får de nemlig deres helt eget nye lokalblad med som indstik.

Som det har været omtalt i Skræppens maj-nummer er det den nye struktur, hvor afdelingerne kan lægge deres egne lokalsektioner ind i bladet, som åbner mulighed for tiltaget.

Gellerupparken og Toveshøj går foran

Det er afdeling 4 og 5, der sammen med Samvirket i Gellerupparken og Toveshøj, står sammen om det nye indstik, som vil blive fremstillet i samarbejde med bydelsportalen www.gellerup.nu .

Dermed kan afdelingerne skrive meget mere om de helt lokale begivenheder end nu, hvor afdelingernes historier indgår i det store Skræppeblad, der jo også gerne skal være interessant for læsere i alle de andre afdelinger.

Hvad skal bladet hedde?

Men alt det fortælles der mere om i …. – ja, hvad skal det lokale indstik egentlig hedde?

Det ved ingen endnu, men der vil der blive udskrevet en konkurrence om navnet det i næste nye indstik. Men tænk gerne allerede nu på et godt navn til det nye ”barn”.

Fælles redaktion og forankring

Det nye Gellerup/Toveshøj-indstik vil få fælles redaktion med Gellerup.nu. Og det bliver den redaktion, som beslutter, hvordan det bedste beboerblad og den bedste bydelsportal skal se ud.

Det er en række parter i Gellerup, der er trådt sammen for at sikre et godt grundlag for at samle kommunikationen til beboerne; Afdeling 4 og 5, Samvirket og Gellerup Fællesråd.

Samvirket koordinerer samarbejdet, og i driftsgruppen for lokalblad/bydelsportal sidder også repræsentanter for afdelingerne sammen med repræsentanter for de kommunale aktører i området, ligesom en lang række af områdets foreninger og ildsjæle også er aktive i samarbejdet.

Journalist Birger Agergaard, leder af www.gellerup.nu og tidligere leder af borgerportalprojektet, er engageret som tovholder. Og han skal både fungere som redaktør på lokalsektionen og bydelsportalen, ligesom han også skal undervise borgerjournalister og andre skribenter.

Brug for alle, der har lyst til at skrive

Det er skribenter og frivillige fra Skræppebladet og Gellerup.nu samt de lokale ildsjæle, der skal skrive og fotografere. Men der er brug for endnu flere frivillige, som vil lyst hjælpe til med denne spændende opgave. Hvis du mangler journalistiske færdigheder, så hold dig ikke tilbage, for der er også mulighed for at blive uddannet som borgerjournalist.

Har du lyst til at skrive, tage billeder, tegne, digte eller andet, så henvend dig til:

Helle Hansen  hellehm@gmail.com , tlf.:4071 8675 eller
Birger Agergaard  birger@bydele.dk , tlf. 6130 8699

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.