Lørdag og søndag den 24. – 25. september inviterer nordirske Sandra Johnston sammen med Århus Kunstbygning til lyd – og performanceudstilling i Gellerup og i Sigrids Stue. Det markerer afslutningen af hendes to måneders ophold.

’Play back – Soundscape Gellerup’ indtager steder i Gellerup, der normalt er lukkede for besøg. Sandra Johnston har optaget lyde under sit ophold. Lydene afspejler nat, beboernes hjem og livet mellem boligblokkene i Gellerup. Om sine optagelser siger Sandra Johnston, at almindelige bevægelser fra et hjem giver genlyd i et andet hjem. Hun undrer sig over forskel og lighed på og i kulturens lyde. Det fortæller en del om familier, normer og sædvaner.

Play Back tre steder

Sandra Johnstons lydværk afspilles i The Apartment, som er en tom lejlighed på Bentesvej, der måske skal rives ned. The School i en tom fløj på Nordgårdsskolen og udenfor byrummet på stien ned gennem bydelen ved The Border.

Sandra Johnston og ophold
Hun fastholder med sit snapshot i lyd Gellerups sociale liv og sætter undren i gang om fremtidsplanerne for den nye multikulturelle bydel. Hun siger, at hun er kimen i satellitprojektet, og hun er spændt på, hvordan det vil udvikle sig, når der kommer gang i fremtidsplanerne for Gellerup. Og hun tænker også på, hvordan andre kunstnere vil udtrykke deres oplevelse af området.

Med sin rolige stemme og velovervejede svar siger Sandra Johnston: ”Jeg har oplevet ramadan og dens stilhed, men også slutningen på ramadanen. Det var et skift i lyd.” Hun siger også, at hun har fået nye venner, og at det har sat spor i hendes kunstneriske platform.

Åbningstider

Lørdag den 24. september kl. 13 – 20
En tre-trins rute gennem Gellerupparken:
The Apartment: åben mellem 13 – 16 og 18-20. Bentesvej,5, 3tv.
Main Event – The School: Åben mellem 16-18. Præsentation af lydinstallationer i de gamle klasseværelser.
The Border: Åben mellem 13-20. Et knudepunkt på stien gennem Gellerupparken, der går fra City Vest til Bazar Vest. Lydværker indtager det offentlige rum.

Søndag den 25. september kl. 13 – 17
Lydinstallationer i The Apartment, Bentesvej 5, 3.tv. og The School, Nordgårdsskolen, Sigridsvej 46

Alle er velkomne, og der er gratis adgang.