Tirsdag d. 15. november tiltræder Karen Huus som vikarierende sognepræst i Gellerup Kirke.
Karen Huus er 42 år gammel, cand.theol. fra Aarhus Universitet og har en masteruddannelse i Medborgerskab og Voksenpædagogik.
Hun har mange års erfaring som underviser og har blandt andet arbejdet som højskolelærer på Silkeborg Højskole. Desuden har hun udenlandserfaring og er bredt funderet i kulturforståelse og religionsdialog.
Siden 2008 har Karen Huus været formand for menighedsrådet i Silkeborg Kirke, et hverv hun fratræder i forbindelse med udnævnelsen i Gellerup.
Onsdag d. 9. november blev hun ordineret i Aarhus Domkirke ved biskop Kjeld Holm til sit nye embede i Gellerup Kirke.
Den officielle indsættelse i Gellerup Kirke finder sted i forbindelse med højmessen søndag d. 20. november kl. 10.