Brabrand Boligforening er i dialog med Aarhus Kommune om, hvordan man kan undgå en flytning af Foreningernes Hus allerede om et år. Et konkret forslag er, at kommunen kan få lov at rive det meste af Nordgårdskolen ned – men ikke bygningen med Foreningernes Hus. Den skal så blive stående, til et nyt beboerhus står klart.
Baggrunden er, at seks børnepasningstilbud i Gellerup skal samles, og kommunen ønsker at rive Nordgårdskolen ned for at få plads til det. Men måske kan den nye børnepasning åbne etapevis, så foreningshuset kan stå et par ekstra år.
"Det indgår i vores dialog med kommunen," siger Rune Utoft, der er leder af de boligsociale aktiviteter i Brabrand Boligforening – herunder altså foreningshuset.
"Vi har fortalt, at vi er bekymrede over en situation, hvor huset må rykke ud allerede om et år. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, og det vil blive meget dyrt," siger Rune Utoft.
Han er helt med på, at lejekontrakten med kommunen udløber om et år.
"Men da vi indgik kontrakten for flere år siden, havde vi også en forventning om, at helhedsplanen ville være længere fremme om et år, blandt andet i forhold til det nye beboerhus."
Rune Utoft oplyser, at indretningen af Foreningernes Hus har været bekostelig, ikke mindst på grund af de store krav til køkkenindretning, som myndighederne udsteder.
Mellemstation bliver dyr
Han finder det derfor ikke hensigtsmæssigt, hvis Foreningernes Hus allerede om et år skal opgive lokalerne og finde en "mellemstation", som også koster mange penge at indrette.
Det er Gellerupparken, der skal stå som bygherre og ejer af det kommende beboerhus. Her siger afdelingsformand Helle Hansen, at der nok vil gå tre-fire år, før huset kan stå færdigt. Det skyldes, at der er en tidsrækkefølge i helhedsplanen, og beboerhuset afventer blandet vejstrukturen i området.