Foreningerne i Gellerup arbejder på at få en garanti fra byrådet om, at deres fælles hus ikke kan rives ned, før der er en varig erstatning for huset.
Derfor har Husrådet i Foreningernes Hus i dag foretræde for politikerne i Børn- og Ungeudvalget.
I sidste uge behandlede byrådet sagen om en ny børneby i Gellerup. Planen er at rive Nordgårdskolen ned og samle seks dagtilbud med i alt 250 børn i en nybygget børneby. En af skolens "huse" er allerede bygget om til en børnehaven. To andre huse står tomme, og i det sidste og største hus har foreningslivet fået et tilholdssted.
Nyt beboerhus først færdigt om tre år
Byrådet sendte sagen i udvalg efter ønske fra blandt andet Rabih Azad-Ahmad (R), som netop spurgte ind til den usikkerhed, som Foreningernes Hus er kommet i. Det kommende beboerhus, som kan rumme de mange foreninger og aktiviteter, står først færdig om tidligst tre år, og Nordgårdskolen risikerer at blive revet ned inden.
Det skyldes, at nogle af Gellerups børneinstitutioner ligger, hvor to af de kommende veje igennem Gellerup ligger. Men ikke alle "ligger i vejen", så håbet er, at opbygningen af en ny børneby kan foregå gradvist.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.