"Advokaterne Vest" står der på et lille skilt på Gudrunsvej 10A – der hvor Brabrand Boligforening indtil jul havde sin administration. 2. januar rykkede tre advokater ind, og blandt dem er en, som de fleste i Gellerup kender: Rabih Azad-Ahmad. Han er også kendt for sit arbejde i byrådet.
Efter lange overvejelser er han stoppet som leder af Gellerupparkens Retshjælp på Dortesvej, hvor han har arbejdet siden 2005 – først som studentermedhjælper og fra 2007 som leder.
"Det har været dejlige år, og jeg kommer til at savne mine kolleger, men jeg har i længere tid gerne ville arbejde som advokat. Det har også frustreret både mig og klienterne, at retshjælpen ikke må føre sager i retten. Der er en del sager om opsigelser fra lejemål, og når de så går i retten, så kan jeg ikke møde op og forsvare klienten. En advokat må tage over," siger Rabih Azad-Ahmad.
Ikke i tvivl om Gellerup
Han var ikke i tvivl om, at det var i Gellerup, han ville arbejde. Der var tilbud fra Randers og inde fra byen, men Rabih takkede pænt nej:
"Min interesse for jura kommer herfra, hvor jeg som ung hjalp flygtninge med at forstå breve fra myndigheder. Men jeg kunne jo ikke hjælpe dem med deres sager, og derfor begyndte jeg at læse jura. Som advokat vil jeg også gerne hjælpe de mennesker, der kommer i klemme her, selv om jeg godt ved, at det bliver man ikke rig af!"
I dag, hvor gellerup.nu besøger Rabih, har han for eksempel tre klienter, og heraf kan to give indtjening til Rabih via retshjælpen, men det bliver ikke til så mange penge, indrømmer han. Men klienter kommer han ikke til at savne, der skal helst bare også være nogle, der sikrer ham en reel indkomst.
"Men den taknemmelighed, man får fra folk, som man har hjulpet, kan jo ikke gøres op i penge," siger han som forklaring på, at han vælger Gellerup frem for mere indbringende steder for en advokat.
Står i lære et år endnu
Som advokatfuldmægtig er Rabih ikke helt færdiguddannet som advokat. Han skal arbejde tre år som fuldmægtig, men i retshjælpen fik han godskrevet to år og mangler nu kun et år. Derfor arbejder højesteretssagfører Tage Gøttsche også på kontoret for at lære fra sig, og desuden arbejder advokatfuldmægtig Dominika Prokop på kontoret. Hun har tidligere arbejdet i blandt andet Århus Retshjælp.
Til slut får Rabih lov at remse de mest typiske sagstyper op: lejeret, socialret, arbejdsret, erstatningsret, udlændingeret, familieret – og strafferet.