”Der er så meget rigdom og kraft herude, og folk ude i den store verden ved det slet ikke.” Sådan var ordene fra Anders Glahn, FU-leder, efter at han og alle andre tilstede til Samvirkets Årsmøde tirsdag aften havde hørt fem gode historier fra udvalgte foreninger.
En af disse historier var fra Den Aktive Kvindeforening, hvor en ung pige fortalte, at hun var begyndt til svømning, og nu var hun uddannet livredder. Et job, som der følger et stort ansvar med, men som også er sjovt og hyggeligt. Desuden var hun blevet mere aktiv efter forløbet, og det gav hende noget godt på sit cv.
En af de kvinder, som denne unge pige kan takke for, at denne gode historie kunne fortælles, er Wissal El-Arid. Og netop Wissal blev senere på mødet kåret som årets ildsjæl. En pris, som gives til en person, som har gjort en ekstraordinær indsats for lokalområdet.
Valget faldt på Wissal for hendes store engagement og særlige indsat rettet mod unge piger og kvinder i Gellerup og Toveshøj.
Indsats for unge piger
Wissal har fulgt en gruppe unge piger til træning i svømning, og udover pigen, der fortalte sin historie til mødet, er seks andre unge piger nu også blevet uddannet til livreddere.
Wissal er også et aktivt medlem af Foreningernes Hus husråd og styregruppe. Hun sidder også i styregruppen for Vejledningscenteret og er bestyrelsesmedlem i Den aktive Kvindeforening.
I skoleferierne er Wissal aktiv med at sætte gang i aktiviteter for de unge piger i området. For nyligt har hun også været med til at genoplive Niche-foreningen for unge piger.
Foruden Wissal var også Solveig Pedersen, Ilham Mohamed, Jytte Nielsen og Ahmed Asker nomineret til prisen som årets Ildsjæl.