Denne kommentar fra Anett S. Christiansen i Toveshøj har vi bragt i magasinet Gellerup.nu, og her efter uddelingen af årets ildsjælepris er den helt aktuel:
Vi er gået ind i 2012 og tager hul på nye udfordringer, specielt i områdets aktive foreningsliv. Sidste år opstod der mange nye foreninger – med stærke engagerede kvinder og mænd, som ønsker at gøre en forskel.

Det er en stor opgave – men endnu større at gøre den synlig, at være en rollemodel for dem, som intet kender til foreningsliv og at være frivillig.  

I år har Samvirket i Gellerup og Toveshøj valgt at sætte fokus på netop foreningslivet i området. Foreningernes Hus er ved at blive godt funderet, og mange foreninger er flyttet ind og deler lokaler.

Netop dette udvider mange medlemmers horisont at skulle samarbejde med andre end dem, man kender og at være sammen og løfte i flok – det forpligter.
Så derfor er et Foreningernes Hus og kulturhuse så uhørt vigtige mødesteder for alle de kulturelle arrangementer, der får et samlingssted og beboerne får en stemme og et ansigt ud ad til og omvendt inspirerer boligområdet til et tværkulturelt samarbejde. 

Ildsjælepris – et skulderklap
Men noget som er lige så betydningsfuldt og en motivationsfaktor, er Ildsjælepriserne fra Samvirket i Gellerup og Toveshøj. De er skulderklap, som giver anerkendelse til de, der som har ydet en indsats.  

Derfor er din ressource og indsats vigtig. Hvis vi står sammen og støtter op omkring det som er sat i gang og sættes i gang, kan vi få et større kendskab til hinanden.