Nok skal beboerne i Gellerup leve side om side med byggekraner i de kommende år, men der er gevinst i den anden ende. Tvivlen er ovre hos Brabrand Boligforening, for den ser mange tegn på, at helhedsplanen vil lykkes. Uddannelse og letbane er to af gevinsterne.
Næstformand i boligforeningen, Keld Albrechtsen, sagde på Samvirkets årsmøde, at helhedsplanen skal være med til at ændre Danmarks syn på Gellerup. Gellerup skal ikke bare være med til at starte den danske økonomi igen, men også være en dynamo i denne.

Og så nævnte han en række perspektiver til at underbygge sin påstand om, at den foreløbige milliard kroner til allerede planlagte ændringer følges op af flere:

”Vi får forhåbentlig en ungdomscamp i området ved Hejredalskollegiet, og vi forhandler med Sosu-skolen om at få dem herud.  Der kan også komme en afdeling af Teknisk Skole og gerne et 10. klasse-center, og højskolen skal vi også have placeret. Så det er allerede den anden milliard kroner, hvis det lykkes,” sagde Keld Albrechtsen.

Bedste letbanestrækning i Danmark

Letbanen har fået opbakning fra alle partier i Folketinget, og Albrechtsen pointerede, at den foreslåede etape til Gellerup er den økonomisk mest fordelagtige strækning i Danmark, fordi der er så stort et passagergrundlag, at den kan hvile i sig selv.

”Derfor er det muligt at låne penge til banen på det private marked, og det betyder, at vi vil gå i forhandling med nogle parter, så der kun vil gå fem til syv år, inden vi har letbanen – hvis ellers den politiske vilje er der.”

Investorerne er interesserede
Når Keld Albrechtsen kan være så optimistisk, hænger det også sammen med investorernes interesse:

”Vi får en del henvendelser fra folk, der vil købe jord ude ved Ringvejen, fordi de ved, at der kommer til at ske meget herude, og arbejdskraften er her.”

Medierne styrkes
De næste mindst 15 år med drastiske ændringer i Gellerup vil også give gener for beboerne, erkendte han:

”Der vil komme frustrationer, forsinkelser og så videre. Vi vil gøre alt for, at alle bliver inddraget, vi vil styrke Skræppebladet, informere og bruge de elektroniske medier. Konkret vil vi have et kontor i Gellerup, som er åben hele tiden, og hvor man kan komme og spørge om alt,” lovede næstformanden i boligforeningen.