Onsdag d. 21. marts holdt Søndervangskolen et arrangement kaldet Uddannelses-parat, som skulle informere og forberede eleverne fra 7. klasse og op om deres muligheder i fremtiden. På dagens program var et punkt om fritidsjob.
Mona Birkø (UU), indledte ved at fortælle om vigtigheden i at have et fritidsjob, da man lærer nogle ting der, som man ikke kan lære andre steder, og som kan hjælpe en i fremtiden.
Derefter havde Janne Nørager fra Projekt Fritidsjob tre unge på ”scenen” til at fortælle om deres fritidsjobs. De tre unge var Jamil på 16, Hanim på 15 og Hamid på 18 år.
Man skal være klar til at yde noget
Jamil arbejder ved Bestseller to gange om ugen, hvor han hjælper til med forskellige opgaver. Han glæder sig altid til at komme på arbejde, da han har gode kollegaer, og der altid er noget at lave. Han ved, hvor svært det er at få et fritidsarbejde, og derfor mener han, at man skal arbejde hårdt for at beholde det.
”Man skal være meget fleksibel og f.eks. tage ekstra vagter. Man får jo penge for det, så man skal være ansvarlig og ikke sms’e, mens man er på arbejde,” fortæller han.
Hanim er ligesom Jamil elev på Søndervangskolen, og hun arbejder i Fitness World. Hun mener, at det er vigtigt at yde en god service for kunderne. Hun startede med at lave nogle lidt kedelige ting, men hun er steget i graderne og har fået mere ansvar. Hun er rigtig glad for jobbet og siger: ”Det er en god følelse, at man ved, at der er brug for en.”
Hanim vidste, at hun gerne ville arbejde i Fitness World, da hun havde en fornemmelse af, at det var en god arbejdsplads. Hun spurgte Janne Nørager, hvordan hun skulle gribe det an, og efter opkald, en ansøgning på mail og en ansøgning overrakt personligt, blev hun ringet op og kom til samtale. Hun forberedte sig ved at øve foran spejlet, og samtalen var en succes.
Hamid arbejder i Netto, samtidig med han går på gymnasiet i Viby. Han tager sit arbejde meget seriøst: ”Når man er på arbejde, er man der for at yde noget. Det selvfølgeligt hårdt de lørdage, hvor jeg skal op kl. 5. for at komme på arbejde, men så sørger jeg for at gå tidlig i seng, så jeg ikke møder op træt.” Hamid har også ansvaret for to medarbejdere i Netto.
De tre unge var enige om, at det selvfølgelig kræver meget, både at få et fritidsjob og beholde det, men at man får lige så meget igen.