Borgerportalen har tidligere skrevet om, at Gellerup bibliotek skal holde lukket pga. besparelser. Nu har der været et debatmøde på biblioteket, hvor de forskellige muligheder blev diskuteret.
Som tingene ser ud nu skal Gellerup holde lukket en dag om ugen pga. besparelser i kommunen. Hvor det andre steder i kommunen er blevet besluttet, at man på nogle biblioteker kan få lov til selv at låse sig ind og låne og aflevere bøger, er det ikke muligt i Gellerup og Hasle, da folk ikke føler sig trygge. Løsningen i Gellerup kan blive, at man skal låse sig ind med sit lånerkort og bruge biblioteket, i perioden hvor de andre tilbud i huset har åbent. Det kræver måske, at man skal registrere sig, men det er endnu ikke klart endnu, hvordan det helt praktisk skal foregå.
Derfor blev andre muligheder diskuteret på debatmødet. Susanne Gilling, som er områdeleder for lokalbibliotekerne i Vest, oplyser, at man arbejder på at have åbent alle dagene, men at fredag vil blive ubemandet, så man stadig kan bruge de basale faciliteter, men at der ikke er personale tilstede.
Der er dog stadig diskussioner om, hvordan det helt praktisk skal foregå, da der er en del andre faciliteter i huset, som har åbent, mens biblioteket er ubemandet.
Susanne Gilling mener, at det er vigtigt, at man tager hensyn til de andre brugere af Community Centeret, som ikke er kommet for at bruge biblioteket. Susanne Gilling oplyser, at det endnu ikke helt er afklaret hvornår denne ”lukkedag” skal træde i kraft, netop fordi der både er en lang række tekniske og praktiske forhold der skal falde i hak. Men da der var tale om en decideret lukkedag, skulle det gælde fra 1. maj.