Hvis Ellekærskolen lukkes – og det er der foreløbig kun en konsulentrapport, som peger på – så skal Ellekærskolens elever flyttes til Tovshøjskolen. Det er overvejende børn fra Bispehaven, som dermed skal bevæge sig lidt mod syd, ned til Janesvej, hvor Tovshøjskolen ligger.
Der peges også på en anden mulighed for Tovshøjskolen, nemlig at de små børn ikke skal gå der, hvorved det kun bliver en "udskolings-skole" for 7., 8. og 9 klasse. Elevtallet bliver derfor hele 728, fordi der vil komme udskolingsklasser fra Skjoldhøjskolen, Ellekærskolen, Sødalskolen, Åby Skole og Gammelgårdskolen. Hvis det sker, skal de små børn gå på Gammelgårdskolen i stedet.
Rapporten indeholder en række modeller, som nu går i høring, og senere skal byrådet tage stilling til, hvilke skoler der måske skal lukke, og hvilke andre skoler, der skal modtage flere elever. Derfor skal forslagene i rapporten tages med et stort gran salt.
I rapporten lukkes Ellekærskolen i en af modellerne, i en anden model er det Hasle Skole, som nedlægges. Hvis det er Ellekær, flyttes eleverne til Tovshøjskolen, som derved får en tiltrængt fremgang i elevtallet. Det er i dag 242, men i en elevtalsprognose vil tallet falde 181 elever. Men vælger byrådet den første model, stiger elevtallet derimod til 437.
Som omtalt står Sødalskolen til lukning i alle modeller, men det er ikke meningen, at eleverne herfra skal til Tovshøjskolen. De skal i stedet til Åby Skole.
Se konsulentrapporten her