Gellerupparken overvejer for tiden at sætte overvågningskameraer op i området. Der er endnu intet bestemt, men der har eksempelvis været snak om at sætte kameraer op i vaskekældre for at undgå svineri og hærværk.
Vi har spurgt vores ungdomspanel her på gellerup.nu, hvad de mener om muligheden for der kommer overvågning i Gellerup.
Mustapha Baddoura: Brug pengene andre steder
Jeg synes, det vil være unødvendigt og spild af penge at sætte et videoovervågningssystem op i Gellerup. Derimod mener jeg, at man skulle bruge pengene på andre tiltag for de unge i lokalområdet, såsom aktiviteter og projekter for de unge. I et område som Gellerup, skal man være med til at fjerne fokus fra al kriminalitet og hærværk, og det gør man ikke ved at sætte et overvågningssystem op.
Gihad Mahmoud Kayal: God ide med overvågning
Jeg har det fint med overvågning i Gellerup, så kan politiet holde øje med det, der sker.
Hoda Faris: Overvågning skal vise, at Gellerup er et rart og trygt sted at bo
Jeg personligt syntes bestemt, at der er brug for noget overvågning i Gellerup, ikke fordi der sker noget, men videokameraerne skal være der, så folk kan se, at alt i Gellerup ikke handler om vold, kriminalitet og hærværk, og at Gellerup faktisk er et rart sted at bo og et trygt sted at være.
Overvågningen skal hjælpe, hvis der nu sker noget i Gellerup, så man ved hvem, der skaber uro og kaos og giver Gellerup et dårligt ry.
Hvis der skulle være overvågningskameraer, så mener jeg, at det mest oplagte sted at sætte kameraer er ved Gellerup Bibliotek, City vest, den gamle Nordgaardskole og Klubberne I Gellerup. Da der er mange folk, der går der, og der de fleste drenge vælger at mødes.
Yasmin Sadik: Overvågning opildner de kriminelle
Først og fremmest skal det siges at det ikke altid giver pote, altså al den ståhej med kameraer. Det, at der kommer overvågning betyder ikke, at der vil ske mindre hærværk og optøjer, tværtimod vil de "kriminelle" bevise, at de stadig er i gang trods overvågningen og udføre deres handlinger steder hvor der ikke er overvågning. Og dermed igen bevise at overvågning ikke kan stoppe dem, og at de stopper når det passer dem.