Gellerupparken er ved at miste tålmodigheden med boligminister, Carsten Hansen (S), som tidligere har lovet at se på ghetto-definitionen. På onsdagens beboermøde i Gellerupparken besluttede beboerne sig for at sende et åbent brev henvendt til Carsten Hansen. Under et besøg i Gellerupparken i januar lovede han, at der i marts skulle være forhandlinger med Boligselskabets Landsforening om definitionen af de særligt udsatte boligområder. Mødet blev aldrig gennemført, og en ændring af definitionen er ikke på vej.
”I Gellerupparken er vi stærke modstandere af, at der i lovgivningen måles på, hvilke lande vores beboere stammer fra – i dette tilfælde ”ikke vestlige lande”.
I Gellerupparken er vi af den holdning, at alle beboere er gode beboere – lige meget om vi kommer fra Aarhus centrum, Beirut, Istanbul, Roskilde – eller fra Fyn.
I Gellerupparken er vi modstandere af at putte hinanden i kasser – og dermed gøre nogle beboere ringere end andre beboere.”  Således står der i det åbne brev til Carsten Hansen.
Gør det anstændigt at være beboer i Gellerup
Helle Hansen, formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, har længe været en national fortaler for at afskaffe det etniske kriterium og definitionen ”ghetto”. Der var også optimisme, da den nye regering trådte til, og de var positive overfor at gøre op med ghetto-begrebet, og Carsten Hansen havde den såkaldte ghettoliste som høj prioritet. Bl.a. lagde han op til, at de tre kriterier der danner grundlag for listen, skulle tages op til overvejelse. Men nu tøver regeringen og Carsten Hansen.
Overfor hjemmesiden Altinget.dk forsikrer han, at han ikke har glemt ghetto-listen, men at der derimod er ved at ske et større arbejde på området: "Vi arbejder med en samlet strategi for de udsatte boligområder. Det vender jeg tilbage med i løbet af efteråret.”
I beboernes udtalelse til Carsten Hansen kommer de til slut med en bøn: ”Kære minister – vi opfordrer dig til, at du og regeringen hurtigst muligt igen gør det anstændigt for alle at være beboere i Gellerupparken – lige meget hvor fra man stammer.”