Sankt Hans blev i Gellerup og Toveshøj fejret med bål og afbrænding af heks på bålpladsen udenfor Tousgårdsladen.
Omkring 300 børn og voksne mødte frem og havde en hyggelig aften, der begyndte med leg med Fritidspatruljen og snobrødsbagning med Ramallah Spejderne.
Rapperen MD (Mohamed Daniel) kom forbi og rappede sin helt egen Sankt Hans-rap, og bibliotekar Lone Hedelund fra Gellerup Bibliotek holdt årets båltale.
Vi skal kæmpe med ord
Lone Hedelund trak en linje frem fra Midsommervisen:
‘…med sværdet i hånd skal alle fjender os kende.’
"Den linje handler ikke om, at vi skal kaste med sten, skyde eller åbne ild, men at vi med ord og handlingerne bag lighed, medborgerskab, ytringsfrihed og demokrati skal bekæmpe fjenden.
Fjenden kan være fordomme, dårlig medieomtale, manglende mulighed for uddannelse og arbejde, og forskelsbehandling," sagde Lone Hedelund.
Hun omtalte, at hun netop havde givet diplomer til syv nye bydelsmødre i Gellerup. Gennem kursusforløbet har ikke kun bydelsmødrene lært meget – det har Lone Hedelund også:
Jeg lærer utrolig meget af ikke bare af de kvinder, der uddanner sig til Bydelsmødre men generelt af at arbejde i Gellerup/Toveshøj.
At lære hele tiden
"Af Bydelsmødrene har jeg lært, at viden udløser lyst til mere viden og kendskab til endnu flere ting," sagde hun og understregede, at hun lærer hele tiden, når hun møder mennesker og aktiviteter i Gellerup.
Inden bålet blev tændt, fik båltaleren lagt dette spørgsmål fra en bydelsmor ind:
"De næste mange år skal der ske forandringer i Gellerup/Toveshøj, men hvordan kan man forvente, at nogen vil flytte til Gellerup/Toveshøj, når her hverken er bank, post-hus, og endnu en skole, som hører til en attraktiv bydel?"