Se dig omkring i Gellerup – og tænk så på, hvordan der flød med affald for fem år siden. Der er en meget stor forskel, selv om der stadig smides en del med slikpapir og større skrald.
Men nu er det ikke værre end i resten af Aarhus. Sådan vurderer projektinspektør for Meyerne, Theo van Driessche, situationen nu, hvor Meyer-projektet er ved at slutte.
"Det er værre i midtbyen, og der ser generelt pænt ud her i Gellerup. Beboerne tager ansvar og holder deres opgange i de fleste tilfælde," siger inspektøren.
Halvt så mange poser
Siden de første Meyere begyndte at rydde op og tale med beboerne sidst i 2007, er der sket en nedgang i affaldsmængden på de grønne arealer på 53 procent, og svineriet i opgangene er faldet med hele 59 procent.
Theo van Driessche har et andet bevis på den flottere natur: I 2008 blev der fyldt 7720 poser med affald – i 2010 "kun" 3600 poser.
Een ting er poser og oprydning – noget anden og vigtigere er at tale med beboerne. Meyerne har lavet kampagner og ryddet op – men en direkte samtale med beboerne har en klar virkning:
Har banket på dørene
"Vi har for eksempel banket på folks døre, når der er affald i opgangene. Så får vi en snak, og uanset om beboerne kender til affaldet eller ej, så kommer der ikke meget affald i den opgang mere. Beboerne tænker sig om og føler sig ansvarlige for deres område."
Nu er projektet altså slut, de 12 Meyere er sagt op pr. 31. juli, og Driessche selv forlader projektlejligheden på Dortesvej 9 31. oktober, når han har gjort projektet op og fået regnskabet revideret. Projektet har været kørt af Brabrand Boligforening med midler fra Landsbyggefonden.
Hvad nu?
Men hvad så nu? Kommer affaldet tilbage, når de grønne mænd er ude af billedet? Driessche viser et rigtig grimt billede frem med affald og en skrotbil midt i bybilledet. "Er det sådan Gellerup skal se ud i fremtiden?" lyder teksten. Men så pessimistisk er han dog ikke selv:
"Nej, dels har vi hjulpet den nye forening Rent Ansvar i gang, og den vil gøre alt hvad den kan for at rydde op og få beboerne til at tage ansvar. Og dels skal Gellerupparken og Toveshøj diskutere muligheden for at tage noget af vores arbejde ind i driften, nemlig besøg ved ind- og udflytning," oplyser projektinspektøren.
"For hvis beboerne ikke hele tiden bliver påvirket, så kan det med at rydde op og sortere affald nemt gå i glemmebogen. Der kommer jo også nye beboere," påpeger Theo van Driessche.