Danske Fragtmænd er Brabrands største virksomhed – og den åbner nu bevidst op for at tage imod ansøgninger fra Gellerups unge mellem 18 og 24 år. Herunder de, der måske har en uheldig fortid.
Terminalens chef Jesper Bech Sørensen tog mandag imod en gruppe unge fra Kontaktstedet og Get2Job. Sammen med folketingsmedlem LIv Holm Andersen (R) besøgte de den store arbejdsplads for at bane vejen for jobsamtaler med nogle unge.
Og de kommer, lovede chefen, og allerede dagen efter havde han opfyldt en den af løftet ved at ansætte en af fyrene i en fuldtidsstilling.
Det er vores pligt
"Vi er Brabrands største virksomhed og en af de største i Aarhus. Det er derfor vores pligt at tage et socialt ansvar. Vi vil give de unge, der af en eller anden grund er sakket bagud i uddannelse eller arbejdsmarkedet, en reel chance for at vise, hvad de kan," sagde Jesper Bach Sørensen. Han sagde også til de unge i delegationen:
”Jeg er sådan set ret ligeglad med, om I har været ude i nogle uheldige situationer tidligere. I er blevet inviteret her til, fordi jeg og mine medarbejdere gerne vil hilse på jer, få en snak og vise jer, hvad det her er for en arbejdsplads. Desuden har vi rigtig gode erfaringer med kolleger, der har udenlandsk baggrund – de er faktisk rigtig dygtige!”
Nyt samarbejde
Dermed indleder Danske Fragtmænd et samarbejde med Kontaktstedet og Get2Job. Kontaktstedet henvender sig til udsatte unge i alderen 14 til 24 år, men det var primært de ældste, der havde taget turen ud til Danske Fragtmænds knap 48.000 kvadratmeter store afdeling og lagre.
Forklaringen er, at man ifølge arbejdsmiljøloven ikke må arbejde på lager af denne type, hvis man er under 18 år.
”Vi håber dog, at der på sigt også kan blive plads til ungarbejdere på kontorer og i administrationen”, forklarede Senay Arikan fra Get2Job
Jesper Bech Sørensen sagde, at han vil bruge erfaringerne til at tale med de øvrige virksomheder i Brabrand Erhvervsforening – så de måske inspireres til at gøre noget lignende.