Der var glædeligt nyt til beboerne på Toveshøj, da afdelingsbestyrelsens formand, Anett Sällsäter Christiansen, afgav sin beretning. Den demokratiske beslutning i februar om at indstille et areal  på Edwin Rahrs Vej til brug for plejeboliger er accepteret af kommunen, og den vil bygge 60 af slagsen. Kommunen har fundet pengene, men ikke udmeldt nogen dato endnu.

Boligerne skal bygges på hjørnet hen mod Bazar Vest. Den nøjagtige placering er ikke afgjort, men afdelingsformanden siger, at beboerne gerne vil af med maskinbygningen på hjørnet.
Lokalcenter flytter til Toveshøj
Samtidig vil Aarhus Kommune flytte Gellerup Lokalcenter op i forbindelse med disse plejeboliger.

Desuden har Toveshøjs afdelingsbestyrelse født den tanke, at stueetagen i boligblokken på Edw. Rahrs Vej kan indrettes som ældrevenlige boliger.

”Dette er kun et forslag, og det vil komme op på et afdelingsmøde, hvor I skal stemme for eller imod et sådant forslag. Og her vil der være en slags tryghedsgaranti for dem, som i dag bor i stueetagen,” pointerede hun. Det er "fremtidsmusik", da boligforeningen i givet fald først skal søge kvoter hos kommunen.

Hvis kombineret udlejning stopper…

I det hele taget vil Toveshøj satse på at få flere beboere i alderen +55. Det kan ske målrettet, hvis der fra februar ikke længere er ”kombineret udlejning”. Ordningen har da kørt i fire år og prioriteret studerende og beboere med tilknytning til arbejdsmarkedet, samt par uden børn. Det er en ordning, som Toveshøj helst ser stoppet.

Anett Sällsäter Christiansen sagde, at hvis den kombinerede udlejning stopper, har afdelingsbestyrelsen talt om, at indflyttere i +55 alderen kan prioriteres højest.
Kommunen vil orientere afdelingsbestyrelsen, når man har haft emnet oppe til evaluering den 2. oktober.