Undervisningsministeriet er på det seneste blevet kritiseret for at hænge skoler ud, og det viser sig, at der er en række fejl i ranglisterne. Flere Aarhus-skoler blev hængt ud for at have dårlige resultater på karakterer og på overgang til ungdomsuddannelser, herunder Tovshøjskolen. Men nu viser det sig, at der er flere fejl i målingstallene.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) har derfor bedt Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen trække rapporten tilbage:
"Den slags offentliggørelser gavner tydeligvis ikke udviklingen af vores skoler. I stedet er det vigtigt, at der gøres en særlig indsats for fagligt udfordrede skoler, og det vil vi arbejde med nye udviklingsmodeller for i forbindelse med regeringens udspil til et løft af folkeskolen senere på året," siger hun.
Styrelsen fandt ud af, at der var fejl i talgrundlaget for rapporten. I første omgang viste nye beregninger, at fire ud af de 17 skoler var havnet på listen ved en fejl.
Uacceptabelt
Senere har det vist sig, at det samlede datagrundlag, som screeningerne er foretaget på baggrund af, ikke har været retvisende.
"Det er helt uacceptabelt, og jeg har derfor bedt Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen om at trække rapporten tilbage," siger Antorini til dr.dk.
"Jeg beklager dybt, at skolerne og kommunerne er blevet hængt ud på denne her måde i medierne, og jeg har givet hver enkelt en undskyldning, siger hun."