Keld Albrechtsen blev sandsynligvis misforstået, da han på boligforeningens informationsmøde med beboerne på Bentesvej omtalte en mulig beboerretssag mod boligforeningen.
Han nævnte, at en beboer overvejer en retssag om det lovlige i at opsige beboerne. Han foreslog beboerne at få retssagen hurtigt i gang og gøre det i samarbejde med boligforeningen, hvis beboerne VIL føre sagen, hvad boligforeningen naturligvis ikke har et ønske om.
Efter det til tider kaotiske møde siger boligforeningens næstformand til gellerup.nu:

”Vi ønsker bestemt ikke at true, og vi ønsker heller ikke en retssag. Det, jeg ønskede at fortælle, var dette:

”Hvis nogle beboere har besluttet sig for en sag, og det er deres demokratiske ret, så bør de gå til os med det samme, så vi hurtigst muligt kan få sagen for retten. Det er bedst at tage sagen nu, for samtlige beboeres skyld.”

Kommunikation skal forbedres
Keld Albrechtsen medgiver, at kommunikationen fra boligforeningen ikke har været i top, og de mange spørgsmål og kritikpunkter på informationsmødet tyder på, at der skal gøres mere:

”Det er kompliceret, men vi vil gøre alt for, at folk skal få svar på deres spørgsmål. Man kan bede om møder med os, vi kan besigtige lejligheden, vi har åbent i udlejningen hver dag, og hver torsdag er vi i Yggdrasil for at svare på spørgsmål,” siger Keld Albrechtsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.