Aage Weigelt forlader 1. februar posten som rektor for Viby Gymnasium, som han har bestridt i 23 år. Afløseren bliver den nuværende vicerektor for Langkær Gymnasium, Lone Sandholdt Jacobsen.

Det meddeler bestyrelsesformand Niels Christian Sidenius i en pressemeddelelse.

Lone Sandholdt Jacobsen er uddannet cand. scient. pol. ved Aarhus Universitet med sidefag i religionsvidenskab og arabisk og islam-studier. Hun har været uddannelsesleder ved Aarhus Katedralskole og efterfølgende vicerektor på Langkær Gymnasium siden 2003.

Lone Sandholt Jacobsen har en stærk pædagogisk profil med fokus på elevers potentiale og talent, stor erfaring med internationalt samarbejde om uddannelse samt bred kompetence med personaleledelse. Hun har erfaring fra både STX- og HF-uddannelser og senest fra etablering af IB World School på Langkær Gymnasium.
Endelig har hun skrevet bogen International Politik og bidraget til to andre bøger.