De to lokale dagblade, Stiften og JP Århus, strides i denne tid om at være mest Gellerup-forskrækket.
Inde på redaktionerne har de en liste over alle de negative hændelser, der er sket gennem tiderne, og når det hele tælles med, bliver det ganske skrækkeligt. Ja, man må være forberedt på det værste, hvis man skal forbi bazaren og købe ind.
Baggrunden er alvorlig nok. Et stort slagsmål inklusiv et muligt drabsforsøg den anden dag – og så lige ved bazaren, som synes at tiltrække en lille gruppe mennesker, som ikke ejer fornemmelse for, hvor meget de ødelægger for bazaren og hele Gellerup. Ifølge butiksindehaverne forsvinder mange af de etnisk danske forbrugere for bazaren, når der er uro. Med stor omsætningsnedgang til følge.
Underligt er det derfor også, at Bazar Vest har opgivet at have vagter. Efter en tidligere situation ville den ellers uddanne egne vagter, men de er nu væk igen. Hvorfor? Kom de til at tage de forkertes parti?
Men når det er sagt, skal vi lade være med at lade hysteriet tage overhånd. En ledende politibetjent har udtalt, at hvad indbrud i biler angår, vil han være mere tryg ved at efterlade sin bil ved bazaren end ved Den gamle By i Århus. Ingen af stederne skal man dog efterlade noget af værdi. 
Hvis man sætter næsen op efter ballade, er bazaren faktisk ikke det rigtige sted – man skal i stedet opsøge nattelivet ved åen inde i Aarhus. Dér er der rigtig mange røde kriminalitets-pletter på kortet.
Det skal ikke tjene som nogen undskyldning for de sølle kriminelle i Gellerup, men det er faktisk ufarligt at færdes her. Den personfarlige kriminalitet går uhyre sjældent ud over andre end ballademagerne selv. Folk kommer IKKE til skade ved at handle i bazaren eller ved at gå på Gellerups mange gangstier.
Men man skulle jo tro det, når man læser avisernes lederartikler.