Aarhus-skolerne, herunder heldagsskolerne Tovshøjskolen og Søndervangskolen, kan sandsynligvis få egentlig modersmålsundervisning. I dag foregår modersmålet mest som sprogstøtte til eleverne.
I hvert fald melder Kristian Würtz, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, sig parat til at lade en række aarhusianske folkeskoler indgå i regeringens foreslåede forsøg med modersmålsbaseret undervisning. Den er parat til at bruge 30 mio. kr. på at samle erfaringer på en lang række skoler.
Selv om mange børn i Viby Syd er 2. eller 3. generationsindvandrere, så er deres dansk ikke på niveau med etnisk danske børn, da der ofte bliver talt modersmål hjemme. I modsætning til, hvad man skulle tro, er den bedste "medicin" ikke at give flere dansktimer, men tværtimod at styrke deres modersmål. Først da har børnene gode forudsætninger for at følge godt med i danskundervisningen.
I Danmark var der lovpligtig modersmålsundervisning indtil 2002, hvor den daværende regering afskaffe den. Det blev gjort frivillig for kommunerne, hvad de ville gøre, og Aarhus valgte et lavt niveau.
På skoler som Tovshøjskolen og Søndervangskolen er der sprogstøtte, men Søndervangskolen har af sit eget budget valgt at have to fastansatte lærere til modersmålsundervisning og især sprogstøtte.
Aarhus har "gjort meget"
Kommunen er gennem årene blevet kritiseret for ikke at satse fuldtonet på modersmålsundervisning. Alligevel siger rådmand Kristian Würtz, at Aarhus har gjort meget:
"I Aarhus har vi fortsat haft god gavn af modersmål som redskab til at løfte elevernes generelle faglige niveau. Med regeringens forsøgsprogram kan vi supplere den indsats, og vi kan hente hårde fakta og sikker viden om det, der virker. Det vil være godt for eleverne i Aarhus, og det vil være godt for eleverne i hele landet,” siger han i en pressemeddelelse.
Tosprogede halter efter
Kristian Würtz understreger, at der er behov for en særlig indsats.

”Vi kan jo se, at tosprogede elever halter bagefter, når det kommer til karakterer og uddannelse. Lad os bruge dette som anledning til at skærpe en indsats, som vil have positiv effekt på det faglige miljø i skolerne. Et fagligt løft til de tosprogede elever er også et løft af det faglige miljø for alle,” siger Kristian Würtz.

Initiativet er først på vej fra regeringen, så det er heller ikke afgjort endnu, om Tovshøjskolen og Søndervangskolen kommer med i det storstilede forsøg.
Men chancerne er gode.