I fredags var Sabrin Al-Zaidi den meget overraskede modtager af kvartalets Ildsjælepris til arrangementet ”Gellerup 2013 – en byggerodsoase” i den tidligere Gellerupscene. Hun var blevet bedt om at hjælpe til ved arrangementet, men opdagede først manøvren, da hun blev kaldt op på scenen.
I sit frivillige arbejde i Unge 4 Unge inspirerer og motiverer hun andre børn og unge igennem sit eget eksempel. Hun har boet i Gellerup i syv år af sin barndom og ved, at Gellerup altid vil være en del af hende, lød det i begrundelsen for at give hende prisen.
Fokuseret og intensivt
Sabrin Al-Zaidi har siden marts 2009 været frivillig i Unge 4 Unge i Gellerup, og hun har arbejdet fokuseret og intensivt for at styrke børn og unges faglighed og bevidsthed og givet dem indsigt i resten af Århus og Danmark. Det har hun gjort, mens hun har studeret arabisk og kommunikation på Handelshøjskolen.
Hun har været med til at give børn og unge i Gellerup en anderledes, lærerig og indholdsrig hverdag med aktiviteter, lektiehjælp og hjælp med at skrive jobansøgninger.
Samtidig har Sabrin Al-Zaidi gennem hendes engagement og vilje til at skabe positiv forandring været med til at styrke det tværfaglige og tværorganisatoriske arbejde. Hun har bragt offentlige myndigheder, foreningslivet og beboere sammen.
Det er en stor overraskelse
Foran et stort publikum modtog Sabrin Al-Zaidi sin pris, og som gave kan hun vælge mellem en cykel eller en Ipad. Hun sagde:
”Det er en stor overraskelse det her. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige!”
Hun fik alligevel sagt kort tak og var meget glad og stolt. Du kan se et portræt af hende på Opgang2s ”3 minutter i Gellerup”