I dag er de ”bare” fire talentfulde Gellerup-drenge – men om et par år er de måske blevet til fuldblods ungdomslandsholdspillere. Ja, hvem ved?
På fredag, lørdag og søndag skal ACFC-drengene vise deres værdi, når de deltager på en elite-camp under projektet ”Get2Sport”. I alt 24 drenge fra udsatte boligområder fra hele landet deltager i camp’en i Skærbæk ved Herning. Disse samlinger skal foregå de næste halvandet år. Efter hver samling trækkes der spillere ud, og til sidst står man med 12 af de dygtigste danske ungdomsspillere.
I den kommende weekend får drengene af input fra FC Midtjyllands træner, og andre superliga-trænere medvirker på de kommende camps.
”Vi skal blive bedre til at integrere unge med indvandrerbaggrund i fodbold,” siger ACFCs ungdomstræner Mahmoud Dirawi. Han sidder selv i Get2Sports ungdomsudvalg og har været med til at udtage de fire Gellerup-drenge på 12 og 13 år.
De kan alt
”De kan alt med at spille fodbold, men hvis de skal begå sig i eliten, skal de også være godt med i skolen, fordi det her kommer til at give noget fravær. De skal også vise, at de kan opføre sig godt og have ambitioner. Vores fire drenge klarer sig godt, og jeg tror de kan gå hele vejen,” siger Mahmoud. Han har talt med drengenes forældre og skole for at få bekræftet, at drengene kan klare fraværet.
De drenge, som efter halvandet år stadig er med, skal spille en kamp, som ungdomslandsholdets træner vil overvære.
Klar til elitemiljøet
”Meningen er, at vi skal gøre drengene klar til elitemiljøet. Ikke nødvendigvis til ungdomslandsholdet – de skal også ud på ligaholdene. Så er det måske ikke nødvendigt at ”importere” så mange afrikanske spillere, når vi har talenterne selv,” håber Mahmoud Dirawi.
Get2Sport er en del af Danmarks Idrætsforbund med et specielt sigte på udsatte boligområder i Danmark.