Sidst i marts blev der i Foreningernes Hus afholdt somalisk kulturfestival. Arrangementet blev afholdt i AarhuSomali´s regi med fokus på somalisk kultur, politik og global livsstil.
Et vigtigt punkt i foredragene var spørgsmålet om, hvordan man undgår, at det somaliske sprog uddør. Mange etniske somaliere er uddannelsesmæssigt godt integreret. Men dette har også fået en dårlig side, da de unge så glemmer det somaliske sprog hvilket gør at de så ikke kan leve et liv i Somalia i fremtiden. Et ønske er således skoler, hvor man bliver undervist i det somaliske sprog.
Kulturen truer somali-identiteten
Barre Fiidoow udtalte: ”I slutningen af det 21. Århundrede vil der ifølge forskning ikke mere være et somalisk sprog. Men hvorfor bekymre sig?
Dr. Ladan Affi udtalte i denne forbindelse: ”Jeg skriver ikke somalisk, jeg taler det faktisk heller ikke så godt. Jeg gik i gang med mine studier omkring somalisk kultur, politik og sprog, og så fandt jeg ud af at jeg ikke kunne komme uden om at lære sproget at kende.” 
Men det er nu ikke kun for en berømt professor, at dette har betydning. Ladan Affi fortsatte: ”Det er bevist, at småbørn, der mestrer deres modersmål, er bedre rustet i skolen end dem, der ikke kan.”
Mening for den enkelte
Dr. Mohamed Dahir Afrax er leder af Somali Pen og fremhævede, at kultur og kunst og politik og deres forhold giver mening til en persons liv. Han sagde blandt andet:
”Vores modersmål er lig med vores eksistens. Det, som kan holde liv i et sprog, er folket, og for at folket kan videreføre sproget, har de brug for digtere. Vi må redde vores sprog og kultur. Vores unge havner i en identitetskrise, fordi de ikke er stærke i deres modersmål. For at vi kan skifte det image, folk har om os, må vi blive uddannede og dannede. Vi skal mindske vores kriminalitetsrate, lige meget hvilket land vi gæster. Jo bedre image, vi har, og jo mere faste vi er omkring vores egne kultur og sprog, des bedre vil det gå vores børn."
Delegationen fra København var tre timer forsinket, men det påvirkede nu ikke de mange somaliere i Foreningernes Hus nævneværdigt, da først  delegationen dukkede op. Humøret var højt, da digteren, som er blevet kaldt ”Somalias svar på Benny Andersen” – professor Muhammad Hadraawi – sluttede aftenen af med alvor, javel – men også varme beretninger og høstede høje latterbrøl, selv fra etniske danskere, der ikke forstod et ord.