Tirsdag dukker ca. 10 kvinder op i Nordgårdhallen for at starte på cykelkursus. Nogle har prøvet det før som børn, en enkelt har lært det i forbindelse med Kvindehuset, men ellers er alle andre begyndere, som aldrig har prøvet at cykle før.
Man begynder med at introducere sig for hinanden. Kursisterne har ikke mange forudsætninger, men dog tro på, at de nok skal lære det. De fleste vil nemlig gerne ud at cykle med deres børn, som allerede cykler meget, en anden har en drøm om at cykle til Aabyhøj og handle.
Ingen giver op
Selvom kvinderne vælter og har problemer med balancen, er der ingen, der giver op. De prøver videre, mens de jubler, bare de kommer en centimeter længere end sidst.
Efter ca. halvanden time er det slut, og de fleste lover at komme igen næste tirsdag kl. 10-12, mens andre er lidt mere betænkelige. Det er jo halvfarligt sådan at prøve noget nyt!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.