I påskeferien arrangerede Dansk-Anatolien Ungdom en fire dages lejrtur for unge mellem 14-30 år fra Gellerup-området. Vi har talt med Neziha Tanis fra foreningen.
”Vi havde nogle hyggelige, lærerige og aktivitetsrige dage. Vores mål var at give dem mulighed for at være sociale med hinanden og skabe gode venskaber.” siger Neziha Tanis, og fortsætter:
”Vi mener, at vi har nået vores mål, da vi undervejs kunne mærke den gode stemning blandt pigerne. Vi var lidt uheldige med klimaet i sommerhuset, men bortset fra det havde vi nogle fantastisk gode dage. For eksempel havde vi en zumba-instruktør på besøg, så pigerne fik mulighed for at bevæge sig og dyrke sport.”
Derudover arrangerede foreningen en række udendørs konkurrencer, som pigerne skulle gennemføre. Vejret var koldt, men alle havde alligevel lyst til at deltage og være aktive.
”I vores evaluering af arrangementet kunne vi høre, at pigerne var meget tilfredse, at de synes det har været en god oplevelse at være med på turen, og at de helt sikkert har mod på at komme igen,” slutter hun.