Ramzia Mallah fra Gellerup ramte rigtigt på alle spørgsmål, da hun grundlovsdag besvarede en quiz på otte spørgsmål om fortrinsvis grundloven. Gellerup.nu stod bag quizzen.
Mange faldt dog i, da de skulle besvare drillespørgsmålet om formandskabet i Brabrand Boligforening. Formand Jesper Pedersen træder nok ikke så tydeligt frem hos beboerne i Gellerup, idet rigtig mange tror, at det er Helle Hansen, som tegner hele boligforeningen!
28 af gæsterne ved grundlovsfesten deltog i legen, men kun to af besvarelserne var helt rigtige. Formands-spørgsmålet drillede, idet kun otte tippede Jesper Pedersen som formand, fem mente det var Torben Overgaard, mens hele 15 holdt på Helle Hansen!
Det var også lidt vanskeligt at gætte antallet af regioner i Danmark – dem er der fem af. Hvem der må stemme til kommunalvalg drillede også lidt, men her er reglen, at alle borgere, der har boet mindst tre år i Danmark, kan stemme.
Der er nu trukket lod mellem de to rigtige svar, og Ramzia Mallah er trukket som modtager af et gavekort på 100 kr. til City Vest. Ramzia er dansk statsborger og har derfor sat sig ind i grundloven. 
Prøv selv, om du kan svare på spørgsmålene ved at udfylde quiz’en! Der hører ikke svar til, men de kan slås op på forskellige hjemmesider.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.