Kurderne kan efter 25 år mærke sorgen efter den tragiske Anfal-udryddelseskampagne fra februar 1988 til begyndelsen af 1989, hvor tusinder af kurdere blev dræbt af Saddam Husseins regime.
Kurdisk Kvindeforening holdt lørdag i samarbejde med Enhedslistens Antiracistiske gruppe et arrangement på Hovedbiblioteket om kurdernes historie med decideret fokus på Anfal. Der bor flere hundrede kurdere i Århus, heraf en stor del i Vestbyen, og mange af disse deltog i arrangementet. Der var taler, foredrag og digtlæsning på både kurdisk og dansk.
Foredrag om Anfal
Deltagerne fortalte hver især om deres bud på Anfal, og ligeledes kom de ind på, hvilken betydning Anfal i dag har for dem som kurdere. En af deltagerne kom ind på følgende:
Anfal-kampagnen er folkemordet på kurderne i Sydkurdistan (Nordlige del af Irak), der fandt sted i februar 1988 til begyndelsen af 1989. Med dette tragiske folkemord fik verden kendskab til Anfal-kampagnen mod kurderne.
Ordet Anfal bliver i den hellige Koran nævnt under den ottende sura Al-Anfal, hvilket betyder ’’udbytte’’ eller udryddelseskampagne. I samme sura står slaget mellem muslimerne og de vantro skrevet, og derfor anså Saddam Hussein kurderne som vantro, selv om størstedelen var/er muslimer. Formålet med Anfal-kampagnen var at udrydde eller rettere sagt ’’affolke’’ de landområder, hvor kurderne befandt sig i den nordlige del af Irak.
Saddam Hussein og hans fætter Ali Hassan al-Majid – også kaldet Ali-kemyawi (”Kemiske Ali”) – angreb civile kurdere med kemiske våben i mere end 200 landsbyer. Der var mange kurdere, som på det tidspunkt var flygtet fra deres eget land på grund af, at de blev forfulgt af Saddam Husseins regime.
Ifølge Wikipedia mistede 182.000 kurdere livet i perioden fra 1986 til 1989 på grund af Saddam Husseins folkedrab begået mod kurderne i Irak.
Uro i andre lande
Mange mennesker var mødt op for at høre om Anfal. Mange af disse var rørt på grund af, at de kunne huske begivenheder fra fortiden.
Herunder talte jeg med en ældre dansk kvinde, der talte om sin fortid tilbage fra anden verdenskrig, medens en palæstinensisk familie kom ind på urolighederne mellem israelerne og palæstinenserne.
Jeg er Halabja!
Journalist og digter Bedrettin Yazar har skrevet dette om et af folkedrabene under Anfal-kampagnen:
Jeg er det smukke vandfald ved de store bjerge. Jeg er træerne hvor de elskende mødes. Jeg er barnet med skoletasken. Jeg er moderen der nynner sit barn i søvn. Jeg er faderen der forsørger familien. Jeg er den smukke klare himmel over byen. Jeg er stjernerne om natten. Jeg er de glade mennesker på gaden. Jeg er den smilende mor. Jeg er den forelskede bror. Jeg er den dansende bedstefar. Jeg er den gamle bedstemor. Jeg er Halabja!
Men hvert år den 16. marts, ville jeg ønske jeg ikke var Halabja. Én gang om året er jeg ikke den grønne natur eller de smilende børn. Én gang om året er jeg den sorte himmel. Jeg er moderen der råber efter sine børn. Jeg er faderen der holder om sin lille datter. Jeg er datteren der græder grundet de brændende kroppe. Jeg er gassen der ætser mine hænder. Jeg er røgen der svier i mine øjne. Jeg er sønnen der ser sin elskede dø. Jeg er bedstefaren med de lukkede øjne. Jeg er det vandfald der er stoppet med at falde. Jeg er det grønne græs som ikke er grøn mere. Jeg er Halabja! Jeg er ved at dø. Jeg har smerter. Mine øjne brænder, min hænder ætser, mit hjerte græder, mine elskede dør. Jeg er Halabja den 16. marts 1988!
Verden har glemt mig! Verden har glemt mine smerter og min historie. Verden har glemt at der bag den smukke natur gemmer sig flere tusind kurdere, dræbt af umenneskeligheden. Hjælp mig igennem denne éne dag om året. Del min smerte. Tag noget af byrden fra mig. Jeg er Halabja! Én gang om året knuses mit hjerte. Én gang om året kigger jeg op og ser flere tusind af mine børn kigge på mig. Én gang om året er jeg det alle vil glemme. Én gang om året er jeg det ingen vil igennem. Men ikke glem mig Kurdistan. Ikke glemme mig på denne dag. Tænk på mig, minde mig og vis mig at jeg ikke er glemt. Vis overfor den verden der har glemt mig, at de tusinder af mine børn aldrig dør. De lever stadig i det smukke vandfald og den grønne natur. De kigger ned på os fra den klare himmel og de smukke stjerner om natten. Jeg er Halabja! Vi er alle Halabja den 16. marts!
Se en af de videoer, som dokumenterer massakren 16. marts 1988 i Halabja.
