Ole Nørgaard Madsen, Ryhaven – tidligere borgerjournalist og nuværende beboerdemokrat – leverer i en kronik i Århus Stiftstidende en kritik af regeringens ghettoliste, hvor ordet "ghetto" trods alt er ændret til "udsat område". Men regeringens udspil på området lægger trods det ikke op til ændringer i synet på udsatte boligområder – de opfattes stadig som "problemområder" frem for en del af løsningen.
Også økonomisk svigter politikerne, skriver Ole Nørgaard i kronikkens, som vi bringer et lille udsnit af:
Det er stadig den almene boligsektor, der skal holde for med 220 mio. kr. årligt fra den huslejefinansierede almene Landsbyggefond. I øvrigt leverer Landsbyggefonden årligt yderligere 220 mio. kr. til sociale formål. Der kan være lidt kommunale kroner til formålet i de enkelte kommuner. Og boligministeren fremhæver med – uberettiget – stolthed at have skaffet 15 mio. kr. i 2013 og det samme beløb i 2014 fra de såkaldte statslige satspuljemidler.
Men derudover skal den almene boligsektor bidrage med lokale huslejefinansierede midler til løsning af sociale problemer for borgere, der er bosat i bestemte boligområder. Det er for tiden 33 boligområder på landsplan. Regeringsudspillet vil reducere det til 29 boligområder.
Det er en skindebat, om det skal være 33 eller 29. Det afgørende må da være, at det danske samfund sætter ind over for fattigdom og ledighed, uanset hvor i landet de problemer befinder sig. At det danske samfund fremmer uddannelse og integration, uanset hvor i landet der er behov. Og at danske myndigheder bekæmper kriminalitet, uanset hvor i landet det findes.
Hvorfor skal den almene boligsektor betale for løsning af sociale problemer i 29 eller 33 boligområder? Eller hvor mange det nu måtte være afhængigt af de kriterier og grænseværdier, der bliver resultatet af det kompromis, der kommer ud af politiske forligsforhandlinger om regeringsudspillet.
Galt i halsen
Lur mig, om der ikke findes et svar, som kombinerer et mere end 40 år gammelt boligsocialt begreb med fristende boligopsparing i den almene Landsbyggefond. Dermed er det – politisk bekvemt – lykkedes at omdefinere samfundsopgaver til boligområdeopgaver uden om brug af skattekroner. Sorteper er sendt videre, og regningen forbliver, med det nye regeringsudspil om udsatte boligområder, hos den almene boligsektor og dens beboere.
Så vidt min erindring rækker, opstod begrebet boligsocialt arbejde i sin tid som ansættelse af en socialrådgiver i en stor almen boligafdeling med det formål at hjælpe beboere med behov for støtte til at formulere deres sociale problemer og opnå deres ret i forhold til kommune og andre myndigheder. En slags social retshjælp. Af hensyn til den enkelte beboer og for at forebygge huslejerestancer og udsættelser.
Der ligger for mig at se afgørende boligsociale opgaver for den almene boligsektor i at sikre alle i Danmark en tidssvarende boligstandard med vægt på afgørende kvaliteter for et godt og aktivt liv. At skabe liv mellem husene med tilpasning af udearealer over tid til beboersammensætning. Og at virke for aktive fællesskaber i boligområder på tværs af alder og andre forskelligheder.
Men regeringsudspillet lægger ikke op til opgør med, at den almene boligsektor er blevet sorteper i et spil om finansiering af sociale samfundsopgaver. Eller med, at ”boligsocial” er blevet velfærdsforpligtelser for den almene boligsektor langt ud over, hvad der har med boligforhold og bomiljø at gøre.
