Det var en god ide at opsøge foreninger og projekter direkte for at få nye input til de arkitekter, der sidder og tegner på fremtidens byrum og parker i Gellerup. Forårets beboerworkshops var ikke overrendte, så boligforeningen valgte at holde dialogmøder med inviterede personer i Foreningernes Hus.
"Det var godt at kunne holde møder i mindre grupper, det gav mange inputs med gode motivationer," siger journalist på helhedsplanen, Marianne Stenberg.
På tre dage blev der holdt møder med mange af foreningerne, med afdelingsbestyrelser, bydelsmødre, kirken, sportsfolket og så videre. De to arkitekter i inddragelsesprocessen, Thomas Leerborg og Suna Cenholt, var desuden på en spadseretur for at opsøge unge og høre deres mening.
Unge på tur
Nogle af de unge har også besøgt nogle spændende steder i København for at få inspiration til, hvordan uderummene også kan virke tiltrækkende på ungdommen. Drengene har været af sted i en bus – snart er det pigernes tur.
Her er et lille udpluk af de ideer og input, der kom frem i de forskellige dialoger:

  • fodboldbanen skal flyttes, inden nye veje kommer på tværs af den
  • klatrevægge osv. rundt omkring i bydelen
  • indret byrummene med hensyntagen til de svage
  • udekøkkener
  • tænk kunst og kunstnere ind
  • cykelbaner for de små
  • og helt generelt: Der skal være flere blomster og vand og haver…..

Fortsat åben for ideer
Marianne Stenberg lægger vægt på, at beboerne fortsat kan komme med gode ideer. Dem, der indtil videre er kommet ind, skrives nu sammen, og man kan eksempelvis bruge helhedsplanens Facebookside til at melde endnu flere ideer og kommentarer ind.
"Der er ikke lukket for input. Til oktober skal de konkurrerende arkitektfirmaer have alle inputs, så de kan præsentere deres forslag senere på året. Men også her kan man kommentere forslagene," siger Marianne Stenberg.
Mere om opsamling af ideerne på Helhedsplanens hjemmesiden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.