Allerede engang næste år regner Gellerup Bibliotek med at flytte ud af sine lokaler – og blive midlertidigt genhuset, indtil det nye beboerhus står færdig om cirka fire år. I øjeblikket tyder det på, at biblioteket kan genhuses i City Vest.
Chef for Lokalbibliotekerne, Britta Bitsch, bekræfter over for gellerup.nu, at det bliver en genhusning:
Der skal ske noget
"Bygningen forfalder mere og mere – der er problemer med faldstammer og så videre. Vi har presset på for en løsning, for enten skulle Gudrunsvej 78 sættes i stand, ellers ville det være bedre med en midlertidig genhusning. For der skal ske noget, inden det nye beboerhus i Gellerup står færdigt," siger hun.
"Det er vores ejendomsforvaltning, som klarer det med genhusning, men som det ser ud nu, så bliver det i et lejemål i City Vest. Og det kan give os nogle fordele, for vi vil kunne få fat i nogle nye brugergrupper," fortsætter Britta Bitsch.
Skal være med til at åbne Gellerup
Hun fortsætter, at "…det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er brugere i Brabrand mv., som i dag ikke bruger vores bibliotek, fordi de ikke bryder sig om at komme ind i Gellerup. Det er netop derfor, at helhedsplanen laves – altså at man gør det mere attraktivt at komme her. Jeg tænker, at biblioteket kan være en af de institutioner, der kan være med til at åbne Gellerup for nye besøgende – altså når vi er rykket ind i beboerhuset."
"Det er det, som vi nu sammen med brugerne får tid  til at tænke over: hvordan skal vi indrette vore tilbud i fremtiden og med de nye partnere, der skal være i beboerhuset," siger chefen for de aarhusianske lokalbiblioteker.