Flere bydelsmødre er startet på et kursus, hvor de lærer om miljøtemaer og om, hvordan de kan fortælle andre beboere om at udnytte energi og derved spare penge.
De uddannes til miljøambassadører, og det er Gellerupparken og Toveshøj, der har sat gang i uddannelsen som et pilotprojekt. Det skal på samme tid gavne miljøet og spare beboerne for penge. Underviseren Esben Trige er uddannet som arkitekt med speciale i energiplanlægning, og med den baggrund underviser han på kurset I Yggdrasil, som løber over ti undervisningsdage.
Besparelser, vaner og sprog
Deltagerne lærer om indeklima, at håndtere affald og at sortere det rigtigt. Esben Trige siger, at det er væsentligt at kende forskel på en sparepære og en almindelig elpære, så man ved, hvad der er billigst i det lange løb.
Esben Trige planlægger, at miljøambassadørerne skal besøge en lejlighed og se, hvordan man kan aflæse en vandmåler og en varmemåler og derved få en snak om, at man kan spare penge ved at reparere dryppende vandhaner og løbende cisterner – noget som man beder boligforening om at få repareret. Derved forholder man sig til eget forbrug kan måske indse, at man sparer penge.
Fortæl om egne erfaringer
Overordnet handler det om at spare på miljøet, og så kan det godt være, at man betaler mere for et køleskab, der holder længere. Meningen er så, at ambassadørerne på deres modersmål skal fortælle andre beboere om egne erfaringer og derved få dem til at ændre vaner.
Beboerne skal også lære at sortere affald, så papir, elektronik og plastik kommer i hver sin affaldscontainer og samtidigt lære, at affaldssortering og genbrug kan betale sig. Andre steder har forsøg har vist, at man kan halvere udgiften til affaldssortering.