Fredag d. 15. november kl. 10 byder Bydelsmødre i 8220 til møde i Beboerhuset Yggdrasil om demokrati. De to folketingspolitikere Özlem Cekic (SF) og Fatma Öktem (V) rejser rundt med kampagnen "Nydanske Stemmer" – og de lander naturligvis også i Gellerup.
 
Demokratiets betydning
De mener, at der er et demokratisk problem i Danmark, hvis der er grupper i samfundet, som melder sig ud af demokratiet. De politiske beslutninger risikerer at miste deres berettigelse, hvis politikerne ikke er valgt af alle borgere, og vi risikerer samtidig, at de grupper, som ikke stemmer, i endnu mindre grad vil føle ejerskab til de politiske beslutninger, og det land de lever i.
For Özlem og Fatma er deltagelsen i demokratiet både en ret, men også en pligt. Hvis borgerne ønsker, at politikerne skal høre, hvad de siger, er det vigtigt, at de sætter deres kryds til valget. De er samtidig overbeviste om, at nydanskere vil føle sig som en større del af samfundsfællesskabet, hvis de vælger at bruge deres stemmeret.

Danmarksturne for nydanske stemmer
For at komme i kontakt med borgere med etnisk minoritetsbaggrund i alle hjørner af Danmark, er de to folketingsmedlemmer taget på en Danmarksturné rundt til de steder, hvor valgdeltagelsen er lavest, og hvor borgere med minoritetsbaggrund opholder sig.

De vil bruge turen rundt i landet til at fortælle om egne erfaringer fra politik, om det danske demokrati og uddybe, hvad et kryds ved kommunalvalget har af positive konsekvenser – både for den enkelte borger og for samfundet. Og hvorfor det er en pligt at bruge sin demokratiske stemme.

En undersøgelse efter kommunalvalget 2009 viser, at der er stor forskel på, hvem der stemmer blandt de nydanske vælgere.

De grupper, der stemmer mindst, er

  • Familiesammenførte
  • Nytilkomne
  • Kortuddannede, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse
  • Mænd
  • Kinesere, polakker og jugoslaver

De grupper, der stemmer mest, er:

  • Flygtninge
  • Dem, der har boet i samme kommune i længere tid
  • Højtuddannede og højtlønnede
  • Kvinder
  • Sri Lankanere, tyrkere og pakistanere
  • Valgsteder med høj koncentration af ens egen etniske gruppe
  • Der hvor der er kandidater fra ens egen etniske gruppe
  • Nydanskere, der er gift med en etnisk dansker,

Efterkommerne stemmer langt mindre end deres etniske danske jævnaldrene – fx er valgdeltagelsen for en 25-årig ikke-vestlig efterkommer kun 28 pct., hvorimod den er 51 pct. for en 25-årig etnisk dansker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.