Orhan Özgür Turan fra Brabrand er med sit band Hudna nomineret til en DMA-pris. Det afgøres på tirsdag 26. november, om Hudna løber af med prisen for ”Årets Track” i ”Danish Music Award World”. DMA World handler kun om musik i World-genren – ikke at forveksle med det mere kendte DMA-show.
Hudnas nominerede track hedder Kadifeden Kesesi. Lyt til det her: ’Kadifeden Kesesi’ her på YouTube.
Orhan er kendt af mange i Gellerup, for det er her han er vokset op og spillet musik, siden han var 16 år. Han har lært meget fra sin far, som var sanger.
Orhan spiller på de tyrkiske strengeinstrumenter Saz og Baglama, og han mestrer det så meget, at han er blevet anerkendt i flere musikalske sammenhænge.
Bandet Hudna, som står bag det nominerede nummer, er kun et af Orhans bands. Det fortæller han i en pause forleden, hvor han sammen med venner spillede hyggemusik.
”Skal jeg skrive navnene ned for dig,” spørger han Gellerup.nu, som lettet takker ja til tilbudet. Og så noterer han de seks bands, han for tiden deltager i:
Hudna, Selmai, Nefes, Grup2000, Orhan Turan Trio, og Orhan Özgür Turan/Percy Stenbäck. Bandet, han spiller med denne aften, har ikke noget navn, men han er god til at skaffe venner til en hurtig optræden. Mange kender ham i øvrigt også fra Hijazzkar, men det spiller ikke længere.
”Ja, og så laver jeg også noget gæsteoptræden nogle steder,” fuldender han listen. Han har kone og barn, men hans musik konkurrerer stærkt om at være hans vigtigste partner:
”Jeg ER jo en spillemand,” føjer han forklarende til.
Se også et lille videoportært af Orhan i serien ‘Tre minutter i Gellerup’ 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.