Tirsdag aften var den røde løber rullet ud foran A-toget i Gellerup, da der var premiere på Super8 afgangsfilmen ’Exit Neverland’.
Der var en dejlig stemning på teatret, og der var helt fyldt op. Til den offentlige fremvisning af filmen sad folk ligefrem ude på trappen for at få plads.
Exit Neverland er en kort novellefilm, der handler om livet i Gellerup. Filmens instruktør, Chadi Abdul-Karim, er selv opvokset i Gellerup:
”Idéen bag filmen var at lave noget fra et miljø, man kender. Og jeg kender jo virkelig Gellerup. Filmen tager udgangspunkt i en virkelig historie herudefra, hvor tingene udvikler sig på en måde, ingen kunne have forudset,” sagde filmens instruktør som introduktion til filmen.
God modtagelse
Publikum så ud til at tage godt imod filmen, der ved afslutningen fik store klapsalver.
Både før og efter filmen var der udskænkning af sodavand, champagne og snacks, og der var livlig snak blandt publikum, der denne aften var en god blanding af både filmfolk og beboere fra området. Blandt beboerne gik snakken særligt på genkendeligheden i filmen – både i forhold til lokationer og Gellerup-skuespillere.
I januar vil filmen blive vist igen i Laden, og Anett Sällsäter Christiansen fra Toveshøj og Pia Katballe Sørensen fra Gellerupsekretariatet var efter filmen i fuld gang med at diskutere om praktiske detaljer i den forbindelse.
Du kan læse mere om filmen her, eller besøge filmens Facebook side.