Tema: Boligsocial helhedsplan

To eksisterende tilbud til børn, unge og familier bliver fra 1. april en del af den boligsociale helhedsplan, nemlig Fritidspatruljen og Beboerrådgivningen.

Fritidspatruljen

Andelen af børn og unge i Gellerup er dobbelt så stor som i resten af Aarhus, og derfor er der et stort behov for fritidsaktiviteter til børnene.

Fritidspatruljens unge legeinstruktører skal lokke børnene ud af deres lejligheder med meningsfyldte lege- og fritidsaktiviteter og hjælpe dem med at opbygge venskaber og sociale kompetencer.

Legeinstruktørerne fungerer som rollemodeller og viser børnene de rette veje. Samtidig lærer de også selv at tage ansvar og forberedes på at gennemføre en uddannelse.

Læs om nogle af de unge legeinstruktørers planer for fremtiden her

Det er målet, at der skal være to ugentlige aktiviteter i vinterhalvåret og fire ugentlige aktiviteter i sommerhalvåret. Se mere på Fritidspatruljens Facebook-side: https://www.facebook.com/login/?next=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Ffritidspatruljen%3Ffref%3Dts

Toveshøjs beboerrådgivning

Gellerupparkens beboerrådgivning fortsætter som hidtil, mens beboerrådgivningen i Toveshøj bliver en del af den boligsociale indsats.

Rådgivningen er allerede meget populær. Her kan man to gange ugentligt, uden forudgående aftale, få hjælp og rådgivning i forhold til social lovgivning, økonomi, bolig, ægteskab, børn, uddannelse eller arbejde.

Beboerrådgivningen tilbyder desuden forskellige kurser og er bisiddere ved samtaler med myndigheder, ligesom de står for formidling af familieferier til et antal familier med særlige behov.

Tilbuddet henvender sig til alle beboere i Toveshøj, og det har særligt fokus på de, der er langt fra arbejdsmarkedet, eller har særlige udfordringer i forhold til økonomi, sprog eller IT-færdigheder.