Tre familier vil ikke flytte fra deres lejligheder på Bentesvej. Lejlighederne ligger i de blokke, som skal rives ned som følge af helhedsplanen, og 12. maj skal boligretten tage stilling til, om familierne er blevet lovligt sagt op.
Retssagen kan få helhedsplanen til at blive forrykket i måske et år. Blokkene skal rives ned umiddelbart efter 1. juni, som er fristen for fraflytning, men hvis de tre familier taber, er der risiko for, at de anker sagen, og der kan hurtigt gå et år, inden den går i Landsretten.
Brabrand Boligforening har rejst sagen mod de tre familier. Familiernes advokat, Bjarne Overmark, holder sig til, at boligforeningen ikke har en nedrivningstilladelse endnu, og så kan man formelt ikke opsige lejerne.
Tilladelser ventes
Til JP Aarhus siger direktør Keld Laursen, Brabrand Boligforening, at Aarhus Kommune har givet tilladelse, og der er søgt om en bygningsteknisk tilladelse i Bygningsinspektoratet. Han forventer, at denne kommer i god tid før retssagen.
De tre familier er glade for at bo på Bentesvej, og de frygter, at genhusningen bliver et dårligt bytte for dem. De har hørt om negative sager, hvor folk er blevet lovet istandsatte lejligheder, men når de flyttede ind, var der mange mangler. De synes også, at erstatningen for egne forbedringer på Bentesvej kompenseres for dårligt, og det var ikke en ekstern person, der vurderede forbedringerne.
Vi skal holde løfterne
Helle Hansen, afdelingsformand i Gellerup, lægger vægt på, at tryghedsgarantien i forbindelse med genhusningerne skal overholdes.
”Vi skal holde det, som vi har lovet, og det er for dårligt, hvis vi ikke har gjort det. Jeg kender selv til en enkelt lejlighed, hvor der ikke er kommet nye døre, dørkarme og stikkontakter som lovet. Og det er ikke i orden. ”
Hun siger videre: ”Nogle beboere har også troet, at de ville få renoverede badeværelser, når de flyttede. Det er korrekt, at det kunne de se i den demonstrationslejlighed, som boligforeningen viste frem. Og det var bestemt ikke heldigt, at demo-lejligheden var indrettet med nyt badeværelse, men der er gjort meget ud af at fortælle, ikke var en del af genhusningen, og det har aldrig stået nogen steder,” fastslår Helle Hansen.
Hun vil gerne huske på historikken i sagen – nemlig, at det var politikerne på rådhuset og tildels medierne, som pressede på for nedrivninger – kaldet ”udtynding” – tilbage i 2009, da helhedsplanen blev aftalt.
”Nedrivninger var aldrig beboernes og Brabrand Boligforenings ønske, men det var et forhandlingsresultat… Og et flertal af beboerne i Gellerupparken sagde på trods af nedrivninger ja til helhedsplanen, og så er opsigelserne af beboerne i de tre blokke nødvendige,” siger Helle Hansen..