Nu har politikerne sat en halv milliard kroner af til det nye administrationsbyggeri i Gellerup, og i 2017 rykker 1000 medarbejdere ind i storbyggeriet. Byrådet har netop sagt ja til en "projekteringsbevilling".
Det bliver stort. 1000 medarbejdere skal have hver 22 kvadratmeter i gennemsnit, og de 22.000 kvm. vil fylde det meste af arealet mellem Edwin Rahrs Vej og ned til de blokke på Bentesvej, som ikke rives ned.
Der er endnu ikke lavet tegninger over, hvordan kontorbygningerne kommer til at se ud, men i papirerne nævnes det igen og igen, at det skal være et åbent byggeri på den måde, at beboerne har mulighed for at bruge stueetagen langs Bygaden og udearealerne. Selv parkeringspladserne skal kunne bruges til street-fodbold, når der altså ikke er biler.
Ingen tegninger endnu
Tegningerne kommer først, når lokalplanen er vedtaget, og den er heller ikke fremme endnu. Det, der er vedtaget, er:
- Der bliver plads til 1000 medarbejdere, hvoraf 900 bliver kommunale. Fra Teknik og Miljø kommer alle de administrative stillinger (500) og AffaldVarme (200), mens der bliver 170 borger-rettede medarbejdere fra Sociale Forhold og Beskæftigelse.
- Stueetagen bliver åben for borgerne – det vil sige, at der kan være restauraner, butikker, cafeer, værksteder mv,
- Byggeriet skal stå klar til indflytning i 2017.
- Borgerne har hidtil ikke været inddraget i processen, men bliver det, inden den første spade sættes i jorden.
- Der skal gennemføres en konkurrence om, hvem der skal udføre arbejdet, og hvordan det skal se ud. Der går mindst et år, inden byggeriet kan sættes i gang (og mere, hvis boligretssagen om de tre lejere på Bentesvej trækker ud!)
- Kommunen vil have en privat parter til at bygge og drive bygningerne i mindst 25 år – det såkaldte OPP (Offentlig-Privat Partnerskab). Det går Enhedslisten dog imod.
I byrådspapirerne står der også meget om samspillet med Gellerup. Eksempelvis:
- Byggeriet skal være et fyrtårn for og markere Gellerups fremtid som en integreret del af Aarhus
- Byggeriet er "first mover" og "første brik i helhedsplanen". Dette er dog ikke helt korrekt, da Børnebyen kommer først!
- …arkitektonisk høj kvalitet… et hus, som den lokale befolkning kan skabe medejderskab til..
- ….skal afspejle åbenhed for ideer … skabe et livligt, urbant miljø i Gellerup.