At være ung i dagens Danmark kan både være skræmmende og spændende. Ofte står der forhindringer i vejen, som skal overkommes. Men der er kræfter i Gellerup, som kæmper for at give de unge et skub med på vejen for at kunne fuldføre deres drømme.
Denne hjælp er lige, hvad der gives i et samarbejde mellem Gellerup og Toveshøj Ungdomsskole, Aarhus Tech og Tovshøjskolen. I dette samarbejde har de fået kompetencer indenfor det sociale, det mentale og det personlige. Derudover fik en gruppe også faglige kompetencer i form af kendskab til biler og deres mekanik.
Så forleden mødtes ca. 40 klub- og ungdomsskolemedlemmer og deres forældre på Tovshøjskolen til overrækkelse af deres OCN-certifikater. OCN står for ”Open College Network”. Projektet er halvandet år gammelt og er under en konstant udvikling.
De unge, som er mellem 11 og 18 år, har gennemført en række kompetencegivende forløb. Der er i alt tre forløb, som de har kunnet vælge imellem: mentaliseringsforløb, som giver kompetencer inden for adfærdskontrol og konflikthåndtering; brobygningsforløb, som foregik via Aarhus Tech, hvor de unge blev undervist i bilens mekanik og lærte at skifte pærer i billygterne og tjekke bremserne; samt et mobningsforløb.
Festlighederne startede med velkomst ved Anders Glahn, fritids- og ungdomsskoleleder i Gellerup og Toveshøj. Derefter var der tale ved Bünyamin Simsek, Børn og Unge-rådmand hos Aarhus kommune.
Simsek: Gå efter uddannelsen
I talen roste Simsek de unge for at have sat sig mål og gennemført dem. Han opfordrede dem til at tage den uddannelse, som åbner op for den drøm, som de har. Han opfordrede forældrene til at tage ansvar og hjælpe de unge på vej. Hvilken vej, de unge ville vælge, var ikke vigtig, så længe de bare ville gå efter det, som de ville være. Han opmuntrede de unge til at turde spørge om hjælp, når de havde brug for det og ønskede dem til sidst et kæmpe tillykke.
Dagen blev afsluttet med en sang fra Hind Faris, også kendt fra X-Factor. Hun sang sangen: ”Stay”.
Og så var der kage til hele folket – som en fejring af de unge.