Palæstina og apartheid – en ung mands fortælling

Den 18-årige malerlærling Ahmed Kayed var tidligere på vinteren i Palæstina. Her fortæller han gellerup.nu om turen.
Det var Radwan Mansour, imamen i Fredens Moske, der fortalte om en konkurrence for alle i Gellerup. Førstepræmien var, at man kunne få hele turen til Palæstina betalt. Og så spurgte Radwan, om andre fra moskéen kunne være interesserede i at komme med. Det var der, og nogle uger senere holdt vi et møde oppe i Foreningernes Hus, hvor vi fik programmet, og vi talte om hvad vi skulle sige i lufthavnen.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Da vi var på vej derned, var vi alle meget spændte, og det var lidt en dårlig følelse ikke at vide, om vi nu skulle blive sendt hjem efter at have betalt cirka 5000 kroner for at komme derned.
Alle de spørgsmål, som de stillede os i 17 timer, var de samme. Det er sådan "hvad hedder du, hvad skal du lave hernede, har du familie her?" Det var ikke de store spørgsmål, det var bare de spørgsmål hele tiden.
Radwan Mansour blev udelukket
Da vi sad og ventede, var der to, der blev sendt hjem. Radwan fik at vide, at han ikke måtte komme ind de næste 10 år, og vi prøvede at få at vide hvorfor, men så begyndte de at tage håndjernene frem, og så holdt vi os tilbage. Det var lidt mærkeligt, for normalt plejer man at give en forklaring, men det fik han ikke. Han sad der sammen med os i 17 timer, og så blev han sendt hjem via Istanbul.
Den anden var Sara. Og det var fordi hendes onkel kom op at skændes med vagterne, og så blev han fængslet i måske et døgn. Hun havde jo ikke noget med det at gøre, men hun er stadig familie. Hun er 22 år og ville gerne besøge sit land, men desværre…det var en ærgerlig situation for hende.
Da ventetiden var ovre
Det havde været en drøm for mig at tage derned. Selvfølgelig var det nederen for mig at sidde der i 17 timer, men som Radwan havde fortalt os, ville vi glemme alt om ventetiden, når vi først var kommet ind, og det gjorde vi også. Vi glemte fuldstændigt det, vi havde været igennem. Det var en rigtig fed tur, for vi kom ud at se bjerge og moskéer og hørte en masse historier fra "dengang".
Vi havde på forhånd en følelse af, at folk ville være kede af det, men der var hele tiden smil på læberne hos folk, men samtidig en følelse af, at der var nogen som ikke skulle være i deres land. Der var for eksempel en gammel mand, som ude foran moskéen kom hen og spurgte hvor vi var fra, fordi han kunne se, at vi var fra udlandet. Og så kom vi over til ham og fik noget at spise. Det er en tradition i Palæstina, at de viste hvor gæstfri de er.
Lige så længe muslimer slås indbyrdes, vil der være problemer. Folk fokuserer på Syriens-konflikten og lader muslimer slås, og så glemmer man, at der er problemer i Israel. Så den bedste nyhed for Israel er, at muslimer slås og ikke har fred indbyrdes.