I aften tirsdag tager Gellerup fat i radikalisering og ekstsremisme. De er  i disse år et meget diskuteret emne i den offentlige debat i Danmark. Men hvad mener vi i grunden, når vi snakker om de to fænomener? Og hvad er betydningen af ordene, alt efter om man ser det i en global eller lokal sammenhæng?
 
Det er Det Multietniske KulturCenter, der sammen med Forbundet af Islamiske Foreninger, Somali Community in Denmark og Gellerup Kirke inviterer til et spændende debatmøde i Foreningernes Hus i Gellerup, i aften tirsdag kl. 17.30–20.00
 
Fire forskellige bud

Til mødet er inviteret fire oplægsholdere med forskellige baggrunde, som kommer med hver deres bud på, hvordan begreberne skal forstås.
Det er forsker Tobias Gemmerli, imam Abdul Wahid Petersen, præst Peter Lodberg og jurist Peter Vedel Kessin, som indleder mødet med små oplæg. Efterfølgende vil der blive tid til både spørgsmål og debat omkring emnet med alle mødets deltagere.
 
Vigtigt at diskutere

Afonso Justino Waco fra Det Multietniste KulturCenter siger: ”Vi mener, at det er vigtigt, at vi får diskussionen om emner som radikalisering og ekstremisme diskuteret i det offentlige rum, hvor almindelige mennesker også kan komme med spørgsmål og kommentarer, så det ikke kun blive en debat, der kører i medierne og blandt politikere i København.

Og vi har valgt at mødet skal foregå midt i Gellerup, så også de grupper af befolkningen, der normalt ikke så tit kommer til orde, kan få lov at give deres holdning til kende.

Vi håber på en spændende debat, hvor inputtet fra vores fire oplægsholdere kan være med til at få sat tingene i relief.”
 
Mødet er det første møde i en række lignende debatmøder, som vil blive gennemført i Gellerup i løbet af efteråret på initiativ af arrangørgruppen i samarbejde med FOF Aarhus, Gellerup Bibliotek, Gellerup Fællesråd og Samvirket i Gellerup og Toveshøj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.