Snart begynder vejbyggeriet at kunne mærkes af beboerne i Gellerup. Fra på mandag den 16. januar bliver der færre parkeringspladser ved Blok B2, og det vil vare ved et godt stykke tid, mens der anlægges en støttemur op til den omlagte Gudrunsvej og til den nye Lottesvej-linje frem til Gudrunsvej.
Støttemuren er nødvendig, fordi vejen ligger højere end parkeringspladserne. Arbejdet ventes at være færdigt sidst i august.
Som det kan ses af billedet her til højre, er det de yderste parkeringspladser, man ikke kan parkere på fra mandag morgen klokken 7. Beboere og gæster må finde andre p-pladser tæt på, typisk ved Blok B1 eller B3.
I perioden holder P-gruppen ikke opsyn på p-pladsen, men beboere
skal selvfølgelig fortsat parkere i henhold til lovgivningen. Der må ikke
parkeres, så der spærres for adgangsveje, og det er heller ikke tilladt at
parkere op ad hegnet, oplyser Marianne Stenberg, Brabrand Boligforening.
"Vi opfordrer også beboerne til at respektere de afmærkede parkeringsbåse.
På den måde bliver der plads til, at flere biler kan få en plads," står der i en skrivelse, som alle beboerne i blokken har modtaget.