Hares El-Daoud er en ung mand fra Toveshøj med mange succeser i bagagen. Trods tilstedeværelsen af usunde miljøer i hans boligkvarter, har han formået at holde sig for sig selv og fokusere på sin karriere. For ham har det været en større kamp at bryde det negative ry som Brabrand har, end det har været at holde sig fra kriminelle.

Hares er en ung mand på 26 år med palæstinensiske rødder. Han har i en ung alder opnået stor succes i livet og skiller sig positivt ud på mange måder. Han er født på Gudrunsvej og har boet i Toveshøj i 12 år. Han elsker sit kvarter fordi det er det han er vant til og fordi han mener, at der er en god stemning i Toveshøj.

Han har en kandidatgrad i Biologi fra Aarhus Universitet, en frivillig aftjent værnepligt samt en sergentuddannelse i bagagen. Desuden er han for nyligt blevet sekondløjtnant i Forsvaret og drømmer om at blive premierløjtnant. Hans mål er at arbejde som delingsfører.

Tovshøjskolen valgt fra
Selvom Tovshøjskolen er den lokale skole, valgte hans forældre Tilst skole: ”Min kusine og fætter gik der og talte godt om den. Og jeg tror, at grunden hertil var, at mine forældre ikke ville have vi gik på en skole med for mange udlændinge. Så det var et spørgsmål om at kunne integrere sig godt,” forklarer Hares.

Han kunne godt lide at gå på Tilst skole men blev splittet i fritiden. De venner han kendte fra skolen boede langt væk. ”I min fritid var jeg mest sammen med familien, nogle enkelte fra kvarteret, som jeg godt godt kunne lide at være sammen med og nogle gange mødtes jeg med dem fra skolen,” fortæller Hares.

Det har ikke været svært for ham at holde sig fra visse typer, fordi der ikke har været så mange af dem. “Man kan hurtigt spotte de få, der er, fordi de skiller sig så meget ud og skal have så meget opmærksomhed. De kører rundt på deres scootere eller i deres store biler,” siger Hares.

Ifølge Hares er det disse unge, der fylder for meget i medierne. Han har aldrig selv haft tid til at hænge ud foran blokken eller køre rundt på en scooter. Han brugte sin tid på sit studie.

”Heldigvis har jeg aldrig haft svært ved at hilse på alle typer i nabolaget og har anerkendt at de også bor i området. De skal også have deres plads. Men jeg har aldrig følt mig tvunget til at være en del af en bestemt gruppes aktiviteter eller hverdag.

Det er faktisk sværere at bekæmpe det dårlige ry der er i mit kvarter end det er at holde mig fra grupperingerne. Fordi lige så snart man befinder sig i et andet område og man siger hvor man kommer fra, har alle en forudforstået ide om hvordan det er herude. Det er utrolig svært at ændre folks mening. Jeg håber, den måde de ser mig og mange andre unge fra nabolaget på, har været med til at ændre deres fordomme,” siger Hares.

Langkjær og grupperingerne 
Efter han færdiggjorde 9. klasse startede han på STX på Langkjær Gymnasium. Han kunne rigtig godt lide det multikulturelle miljø, men det havde også sine ulemper. Det var tydeligt at se de forskellige nationalitetsgrupperinger. For eksempel kunne araberne sidde for sig, tyrkerne for sig og somalierne for sig.

“Det behøver ikke at være dårligt, men det gjorde det svært for dem, der ikke kunne sproget at være en del af disse grupper. Hares mener også, at det ikke ligefrem styrker de gode relationer på tværs af etniciteter at lukke sig om sig selv.


Her ses Hares med to kammerater efter løbetræning.

”På uni var jeg min egen lykkes smed”
”Jeg har altid godt kunne lide at forklare andre, hvordan en kompliceret ting virker. Og hvordan noget svært kan deles op til noget nemt,” fortæller Hares. Han vælger sine ord med omhu og udstråler en unik beslutsomhed, når han taler.

Hares nød sin tid på Aarhus Universitet, hvor han studerede biologi med matematik som sidefag. Som studerende på universitetet elskede han at være herre over sin egen tid og studier. “Det var fedt at tage springet fra at være elev til at blive studerende,” siger Hares og fortsætter:

“Det lå naturligt for mig at være interesseret i biologi og matematik og generelt de naturvidenskabelige fag, så jeg valgte at uddanne mig til gymnaiselærer,” fortæller han.

Når man spørger ham om han har følt sig udfordret på universitetet, kommer han i tanke om de ting, der har været svære. Det med at man i nogle perioder skulle motivere sig selv kunne være udfordrende ifølge Hares. Han forklarer, at der altid var nogen på gymnasiet som tog fat i en, hvis man kom bagud i undervisningen. Her var der ikke på samme måde nogen til at samle en op, hvis ikke man selv holdt fast og kæmpede videre.

”Repetition, repetition, repetition! Jeg har siddet med i flere studiegrupper forud for eksaminerne, vi har kørt eksaminerne for hinanden og revurderet noterne. Jeg har meldt mig ind i fællesskabet, og har været med til alle de forskellige sociale arrangementer, som jeg føler har været med til at bryde de fordomme som mange har om Brabrand,” forklarer Hares.

Det var den måde han taklede udfordringerne på og nåede sit mål om at få sin cand.scient. i Biologi.

Oplevelsen på Karup Flyvestation 
Tilbage i 9. klasse var Hares og hans klasse i erhvervspraktik i en uge på Karup Flyvestation og siden dengang har han drømt om at komme i militæret.

Da han trak frinummer, meldte han sig som frivillig i stedet. Efter han tog sin kandidatgrad, fik han endelig lov til at aftjene en 4 måneders frivillig værnepligt.

”Det var så fedt! Systemet de har herinde og den kultur er jeg blevet helt fan af. Der er disciplin, et hierarkisk system, og så er teori og praksis utroligt godt koblet sammen. Derfor besluttede jeg mig for at læse videre i Forsvaret og blev sergent,” fortæller Hares begejstret.

Som sergent har han blandt andet fungeret som instruktør for unge soldater og undervist dem lidt ligesom en gymnasielærer. Udover de didaktiske elementer og undervisningen, som Hares nød at praktisere, var der det fysiske. ”Det med at være fysisk igang synes jeg også var rigtig fedt. Især det med at helt nye folk kommer ind og man lærer dem om disciplin og militær dannelse,” siger Hares.

Alle er på lige vilkår 
Når man spørger Hares om det har skabt udfordringer at have minoritetsbaggrund i Forsvaret svarer han: ”Så snart man skifter sit civile tøj ud med sin uniform, så er alle ens. Troende som ikke-troende, mand som kvinde, høj som lav, stor som lille. Det der skinner igennem og betyder noget er ens soldatervirke samt det man bidrager med  til fællesskabet. Man er soldat på lige vilkår.”

Hares blev for nyligt udnævt til sekondløjtnant og om halvandet års tid vil han være uddannet som premierløjtnant i hæren. Hans mål er at blive delingsfører og tage ud og uddanne soldater.

Hvis der udbryder krig i Danmark
Når man spørger Hares om han er klar til at deltage i krig, hvis der skulle udbryde krig i Danmark, svarer han: ”Alle der har aftjent værnepligten bliver en del af totalforsvaret i Danmark. Min personlige holdning er, at hvis vi nogensinde bliver angrebet i Danmark, landet som vi ser som vores hjem, hvor vi lever og vores børn skal leve, så håber jeg da, at alle af egen fri vilje og lyst vil melde sig og hjælpe med at forsvare sit hjem. Så selvfølgelig vil jeg det.”

”Alle unge burde overveje en karriere i forsvaret”
Hares mener, at man i hæren får en helt unik mulighed for at være en del af noget større. “Lige meget hvilke ambitioner man kan have, så er der plads til alle. Både som konstabel, sergent eller som officer. Udover disciplin, dannelse og fysiske udfordringer lærer man at skabe relationer. Og disse relationer lærer man at bruge positivt i forhold til at løse opgaver. Du bliver smidt ud i meget stressende situationer, hvor du lærer at holde hovedet koldt,” fortæller Hares.

“Noget af det vigtigste du lærer derinde er, at du ikke kommer før andre. Man kæmper sammen, man vinder sammen og man taber sammen. Denne dannelse er guld værd,” lyder Hares’ opfordring til andre unge.