Den er stensikker hvert år i august: nye unge studerende strømmer til Aarhus og har ikke et sted at bo. Der mangler omkring 2500 ungdomsboliger i byen, og der er planer om nye boliger flere steder i byen, herunder Gellerup.
Men det nye er, at kommende studerende nu også kan få midlertidige boliger i Gellerup. Det sker som led i det såkaldte ”Start Up Housing”, som kommer efter et pilotprojekt sidste år med containerboliger ved Godsbanen.

Omdrejningspunktet for ordningen er også i år en lille by af mobile beboelsesvogne på Godsbanearealet – ”Camp Student House”, men udvides samtidig med to andre typer af boligtilbud som supplement. Den ene er kommunens brandskole på Kirstinesmindesvej, hvor en række enkeltværelser kan tilbydes, og den anden er tomme familieboliger i Gellerupparken, hvor der kan etableres bofællesskaber på 3-4 personer i de enkelte lejligheder.
Det er Studenterhus Aarhus, der står for administrationen af ordningen og al kontakt med de boligsøgende, herunder booking af lejemål m.v.
Attraktivt i Gellerup
Der er tomme lejligheder i Gellerupparken, herunder en del store lejligheder. Afdelingsformand Helle Hansen siger til gellerup.nu:
"Det vil være attraktivt for mange studerende at bo her, for her kan de også komme til at bo tæt på hinanden, og der er nogle blokke tæt på City Vest, hvor der er flere ledige lejligheder i samme opgang.
Når de har boet her på korttidskontrakter, vil det være fint, hvis de har lyst til at blive boende længere – altså på normale vilkår. Det kan være, at vi skal tilbyde dem nogle guidede ture," siger Helle Hansen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.